Lavprisselskaber som Norwegian og Ryanair er blandt de flyselskaber, der lige nu har vokseværk.
Ligesom flere andre flyselskaber presser de på for at åbne nye ruter fra Danmark, skriver Berlingske.
I alt er der lige nu annonceret 17 nye ruter fra København i 2017.
Også i Billund Lufthavn kommer der mindst 15 nye ruter i år. Nogle af dem vil være sommerruter.
Ryanair klar til fire nye ruter
Lavprisselskabet Ryanair, der af den danske fagbevægelse er blevet kritiseret for ikke have overenskomst med sine ansatte, er på vej med mindst fire nye ruter i 2017. To fra København, en fra Billund og en fra Aalborg.
Også Norwegian lancerer langdistancerute til Oakland, der er en søsterby til San Francisco og til Lefkas i Grækenland.
Ser mod Skandinavien
Flyselskaberne satser på Skandinavien, og derfor kan man som passager forvente, at der fremover kommer mange flere direkte destinationer fra Danmarks to største lufthavne i København og Billund.
- Vi har de senere år arbejdet ihærdigt på at udvide antallet af direkte ruter, og i dag har vi over 160 direkte ruter ud i verden. Vi ligger i benhård konkurrence med de andre europæiske lufthavne om at tiltrække flyselskaber, og den konkurrence bliver ikke mindre i de kommende år, vurderer Thomas Woldbye, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavn, til Berlingske.