Selv om den danske fagbevægelse i 2015 bekæmpede Ryanairs ønske om at skabe en base i København, kæmper flyselskabet stadig for, at det kan slå rødder i Danmark.
Det fortæller administrerende direktør i Ryanair, Michael O'Leary, på et pressemøde i København tirsdag. Han mener, at fagbevægelsens seneste to års kamp for overenskomster i flybranchen har fejlet.
- Jeg tror, at vi inden for de næste 12 måneder kan vende tilbage med en base i København.
- Selv SAS eksporterer job ud af Danmark. Vi vil gerne skabe job her i København, siger Michael O'Leary.
Ryanair har for nylig lanceret ruter fra Aalborg, og nu udvider selskabet med to nye ruter fra København. Den ene går til Liverpool og den anden til Sevilla.
- Det understreger vores engagement i Danmark på et tidspunkt, hvor SAS skærer antallet af flyafgange ned og flytter baser til udlandet, siger Michael O'Leary.
Ryanair åbnede i 2015 en base i København, men lukkede den igen ikke lang tid efter. Fagbevægelsen lancerede sympatikonflikter mod Ryanairs fly, men Ryanair frygter ikke en ny konflikt.
- De eneste, der er imod os, er den danske fagbevægelse. Det danske folk elsker os. De elsker vores billige billetter, siger direktøren.
Ifølge Ekstra Bladet sagde den karismatiske Ryanair-boss også, at den danske model er død og borte.
- Lad os se, om borgmesteren (overborgmester Frank Jensen, som Michael O'Leary tidligere har langet ud efter) boykotter SAS, som har sagt, de vil åbne baser på lokale overenskomster i London og Malaga, sagde Michael O'Leary igen og igen.
- Jeg tror, vi har en base igen i København inden for 12 måneder. Fagforeningerne og den danske model vil tabe, sagde Michael O'Leary.
/ritzau/