Nul kommunal flyvning med Ryanair fra Aalborg Lufthavn. Men lufthavnen skal have frihed til at lave aftaler med de flyselskaber, de vil.
Aalborgs socialdemokratiske borgmester Thomas Kastrup-Larsen er klar i mælet.
Sammen med de øvrige byrådsmedlemmer - bortset fra Enhedslisten - siger han nej til at blande sig i lufthavns-ledelsens aftale med Ryanair.
Det fortæller DR Nordjylland.
- Ledelsen skal have lov til at lave aftale med selskabet på lige fod med andre selskaber. Vi skal ikke sidde som en bagstopper i byrådet, siger borgmesteren.
Enhedslisten ville på byrådsmødet mandag aften have kommunens folk i lufthavnsbestyrelse og repræsentantskab til at bremse for aftalen med Ryanair.