Han startede med at tage stoffer, fordi samfundet fortalte ham, at han kunne alt og viste ham, at der ikke var noget konsekvenser. Han stoppede, fordi han mødte et menneske, der kunne bekræfte ham i, at han levede, så han slap for at lede efter det i stofferne.

Ronnie Andersen er 29 år, tog stoffer i 10 år og har netop udgivet bogen ’Date med en engel’. En bog om evig rus og kærlighed.

Nyhedsavisen mødte ham i en slidt genbrugssofa på Temple Bar i København. Til cigaretter, cola og en snak om stoffer.

Ronnie er født i Rødekro i Sønderjylland. I en familie med kærlighed og netværket i orden. Fra han er 13 år eksperimenterer han med alt fra svampe til heroin.

- Jeg startede, fordi jeg havde en nysgerrighed, der kom af, at folk hele tiden sagde til mig, at jeg kunne alt, men at der var konsekvenser. Men så fandt jeg ud af, at der ikke var konsekvenser. Og stofferne var der jo,« siger han.

Starter skænderi

Ronnie dør ikke af stofferne og ryger ikke direkte fra hash til heroin, som skræmmekampagnerne ellers fortæller ham. Så han bliver ved. Han prøver de fleste stoffer, indtil han finder grænsen i hver enkelt af dem, og det ikke længere er sjovt.

»Alle vil gerne bekræftes i, at de trækker vejret. Og det bliver du, når du tager stoffer. Du får hjertebanken, du bliver ked af det, du får det sjovt. Det er ligesom med alle andre situationer. Vi kan kede os så meget, at vi starter et skænderi bare for at føle noget. Vi vil mærke, at vi lever.«

»Og hvad så?«

Ved siden af at Ronnie leger med stoffer, går han i skole, har kærester, ser familien og er en helt almindelig ung fyr. Med den undtagelse, at stofferne er det mest stabile i hans liv.

Efter 10 år på og af stoffer møder Ronnie en dag en engel. Ligesom i bogen. En pige, der kan bekræfte ham, så han ikke længere behøver stofferne. Hun siger hverken til ham, at han skal stoppe, eller at han er sej, fordi han tager stoffer.

Og havde hun gjort det, var de nok ikke blevet kærester, mener Ronnie

»Jeg tror, at vi er en generation, der er nemme at provokere. Løfter nogen pegefingeren over for de unge, vil de bare sige: ’Og hvad så?’. Vi vil ikke have andre, der fortæller os, hvad vi skal gøre.«

De brune bude

Da Ronnie boede i Rødekro, var byens eneste pusher let genkendelig. Det var ham, der havde langt hår eller var trommeslager i et rockband. I dag er det anderledes let at få fat på stoffer, mener han. Man kan få dem bragt lige til hoveddøren.

»Hvis du ikke kan skaffe stoffer, så er det, fordi du ikke kan finde ud af at bruge internettet. Tre minutter på nettet, så har du fundet en, der kan skaffe dem. Tidligere var der de brune og de hvide bude. Så sendte du en sms, og lidt efter kom de med hash eller kokain,« siger Ronnie og kigger ud over Temple Bar, hvor der sidder to andre grupper ved de slidte borde.

»Hvis vi ikke kan skaffe stoffer, hvor vi er lige nu, så er der noget galt med verdensøkonomien. For varen er jo derude.«