Roger Federer kan søndag vinde ATP-turneringen Swiss Indoors i Basel for sjette gang ud af syv mulige forsøg.
Den schweiziske hjemmebanefavorit og verdensetter skal vinde over argentinske Juan Martin Del Potro i finalen for at sikre sig endnu en triumf.
- Jeg er glad for at være i finalen igen. Jeg har servet godt i løbet af ugen og en masse ting er gået min vej. Finalen bliver svær, selvom jeg har slået Del Potro en del gange.
- Vi har altid udfordrende kampe mod hinanden. For eksempel spillede vi fem sæt ved French Open, og ved OL i London vandt jeg 19-17 i sidste sæt, siger Federer ifølge AFP.
Seks gange har Federer og Juan Martin Del Potro mødt hinanden i år. Alle gange har Federer sejret.
Schweizeren er allerede noteret for seks titler i år - mere end nogen anden - men er alligevel ikke sikker på at slutte 2012 som verdens nummer et.
Juan Martin Del Potro, der er nummer otte i verden, har også haft et ganske fint år med foreløbig tre titler.