En lille, rund bjørn med røde bukser og blå tophue så dagens lys 17. november 1951 i en avisstribe i Berlingske Aftenavis. Og her 60 år efter kan Rasmus Klump bryste sig af at være en dansk verdensstjerne på tegneseriehimlen.
"Rasmus Klump er det største dansk tegneserie overhovedet har som brand. Hans univers er genkendeligt og har alle de her kvaliteter, som eksempelvis Disneys Anders And og Mummi-troldene i Finland," siger Thomas Thorhauge, formand for Dansk Tegneserieråd.
Tegneren Vilhelm Hansen og hans kone, Carlas, streger af den plyssede bamse er siden blevet oversat til 23 sprog, og der er solgt mere end 20 millioner bøger.
I de seneste fire år er Klump og vennerne igen dukket op herhjemme på alt fra rosinpakker til plystæpper efter forlaget Egmont overtog rettighederne.
"Nu kommer næste store mission at få ham genoplivet i de andre lande, han har været ude i," forklarer manager ved Egmont, Michael Benzon.
Ifølge Tegneserieråds formand gør Egmont det godt, men de har en centrale udfordring.
"Rasmus Klumps univers er ret kedeligt og gammeldags, når alt kommer til alt. Det er sådan noget med, at han kører op ad bakken i en trækasse. Hjulet falder af, og så har Pelle et eller andet i næbbet," forklarer Thomas Thorhauge.
En der dog oplever, at den pandekageelskende bjørn igen er populær, er Jakob Kraup, der bestyrer 'Den Helt Uofficielle Rasmus Klump Fanside,' som svarer på spørgsmål lige fra gymnasieelever, der har væddemål, til hilsner fra helt små fans.
"Jeg har købt alle de originale hæfter, men alt hvad der er udkommet af nye ting som kogebøger og opgavehæfter appellerer ikke til mig som sådan. Men jeg synes, det er super de ting, Egmont har gjort, for de har jo virkelig fået sat brandet i sving," siger han og understreger, at den i hans hjem står på pandekager i aften.