På behørig afstand står Jan og Bjarne med en øl i hånden og kigger nysgerrigt og lettere undrende på det aparte bygningsværk, som de unge gæster er ved at skabe på det udendørs værested på havnen.

»Det er fedt. De gør da noget for det, må man sige,« siger Bjarne, mens Jan ikke er imponeret over deres evner som tømrere.

»De kunne nu godt have fået en, der har forstand på det, til at hjælpe lidt,« mener han.

De er dog begge enige om, at PULS-festivalens initiativ med også at inddrage Nåleskoven , som narkomanernes udendørs værested på havnen så poetisk er blevet navngivet, i lørdagens store musikfest er en god idé.

»Hvis det virkelig skal være en by med plads til alle, så skal sådan en festival jo også være for sådan nogen som os,« siger Bjarne.

Trøstesløs

Både han og Jan skal med garanti ned og deltage i festlighederne.

»Vi har en kammerat, der skal spille. Jan Jet fra Lost Kids, som spillede en af de første punkkoncerter i Danmark i 70 erne,« fortæller Bjarne.

Det var Klaus Krienke, der fik idéen til at lave en scene på værestedet på Kalkværksvej 3, og han har fået en masse løse kunstner-grupperinger til at lege med på ideen.

Grassfiti og Anarkistisk Haveforening er blandt dem, der har sørget for at sætte scene op, male skure, plante nye planter og i det hele taget give området en tiltrængt ansigtsløftning.

»Det er så trøstesløst, og det er ikke værdigt, at man jager narkomaner væk fra Bispetorv og midtbyen for at gemme dem væk her. Vi er som kunstnere så trætte af, at man vil ensrette det hele. Narkomanerne bliver skubbet ud af samfundet, og kunsten er ved at blive det samme, så derfor var det et oplagt sted at lave en scene,« fortæller Klaus Krienke.

Ideen med at lave en scene ved værestedet er også at trække folk fra byen ned til et område og nogle problemstillinger, som de ellers ikke bliver konfronteret med. Ellers handler det primært om at holde en fest og efterlade området i bedre stand, end da det blev indtaget.

Til min værste fjende

Forbedringerne er indtil videre lykkedes meget godt, mener Jan og Bjarne, lige med undtagelse af farverne på de to fixe-skure. Det ene er blevet lilla indvendigt, og det går lige an, men det andet er malet skriggult, og det er straks værre.

»Det gider jeg simpelthen ikke sidde i, det kan jeg godt sige dig,« slår Jan fast.

Bjarne er enig:

»Lad mig sige det sådan: Hvis jeg skulle finde en farve til min værste fjende, så kunne det godt være en mulighed.«

Klaus Krienke har dog forsikret dem om, at arrangørerne vil rette op på malingsmiseren.

Det sidste, de er ude på, er nemlig at jage de daglige brugere væk.