Mange danskere tjener gode skillinger i sommerferien på at leje deres lejligheder ud til turister.
Bare i København er der lige nu 4200 private boliger til udlejning via tjenesten Airbnb.com. Det skriver metroxpress.
Men hvad udlejerne måske ikke ved, er, at det er brand ulovligt. Lejeloven bliver nemlig brudt.
- Formelt set er det i strid med boligreguleringsloven, hvis man udlejer sin bolig til ferie-formål eller midlertidig benyttelse. Man må ikke bruge den til andet end helårsbeboelse uden at have kommunalbestyrelsens samtykke, og det er det, man forbryder sig mod, siger Nils Hein, fuldmægtig i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, til metroxpress.
I Lejernes Landsorganisation er man slående enige.
- Folk skal have trygge boligvilkår. Hvis vi åbner op for, at man bare kan leje ud som et slags hotel, så har man undergravet hele boliglovgivningen, siger Cheføkonom Jesper Larsen fra LLO til metroxpress.
Airbnb der formidler udlejningerne mener dog, at loven ikke er helt klar på området - og at man derfor ikke handler imod gældende regler.
- Airbnb hjælper folk til at tjene penge ved at sætte dem i stand til af og til at leje deres hjem ud til rejsende, der leder efter unikke overnatningsmuligheder. Reglerne på området er uklare, siger Kim Rubey, kommunikationschef for Airbnb, til metroxpress.