”JEG TÆNKER meget på, at jeg får et kort liv, og at jeg ikke håber at døden bliver med stor smerte. Og jeg er vred. Vred over det, de på jobcenteret har udsat mig for, og jeg håber, at vores historier bliver lyttet til.”
Sådan siger Merete Andersen i bogen, De Reformramte, der udkommer i dag et samarbejde mellem Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne, Forlaget Udenfor og Alternativet.
Hendes stemme siger alt det, som bogen er skrevet for. Og hun siger noget på vegne af alle dem, den er skrevet af. Hun siger nemlig, at vi i Danmark udsætter tusinder af syge og udsatte danskere for et umenneskeligt pres, som de skal håndtere oven i deres sygdom og krise. Uanset, hvor syge de er, og uanset hvor elendigt de har det, så fortsætter helvedet med tvang, kontrol, mistro og umyndiggørelse i beskæftigelsessystemet.
DU TÆNKER måske, hvem ”vi” er, når jeg bruger den betegnelse. Og måske kan du ikke genkende dig selv som en del af dette vi. Men det er du. Det er vi alle sammen.
Vi er alle dem, der fortrænger historierne om de syge og udsattes kamp på bunden af samfundet.
Vi er også dem, som borgerlige politikere og medier har bildt ind, at de reformramtes armod og elendighed er deres egen skyld.
Vi er alle, der stemmer på de politikere, der står bag fattigdomsreformerne og ikke mindst førtidspensions- og fleksjobreformen.
Vi er alle borgere, der bor og lever i dette samfund, hvor der efterhånden er så store huller i det sociale sikkerhedsnet, at vi knapt kan kalde Danmark for et velfærdssamfund.
DE REFORMRAMTE handler om konsekvenserne af det svigt. Vores svigt. Det er 24 beretninger fra danskeres møde med beskæftigelsessystemet.
Den er en fortælling om en periode i vores historie, hvor kassetænkning og hovedløs kommunal administration satte systemet og økonomien over de mennesker, som velfærdssystemet har sat sig for at passe på.
Det er en fortælling om tusindvis af danskeres daglige kamp mod formynderi og rigide systemer. Bogens fortællere kæmper hver dag for at komme på benene. For at være nogen. For at være noget, især for deres børn. For at deltage i lidt frivilligt arbejde. For måske at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
DER ER især én ting, der knytter alle disse hårdt prøvede mennesker sammen i et skæbnefællesskab. Og der er fortvivlelsen og afmagten i mødet med beskæftigelsessystemet.
Det er at blive at blive til et nummer i en kø og få frataget sine sociale frihedsrettigheder af det velfærdssystem, som de regnede med ville hjælpe dem, hvis det en dag gik galt.
Det er ventetiden, umyndiggørelsen, meningsløsheden, ineffektiviteten og kynismen i det velfærdssystem, som møder ganske almindelige mennesker, der er blevet syge eller skadede på arbejdsmarkedet.
Det er mødet med reformer som kontanthjælpsloftet, 225 timers/reglen, integrationsydelsen og førtidspensions- og fleksjobreformen, der danner udgangspunkt for borgernes beretninger.
Det er reformer, der suger penge op fra bunden af samfundet i et tid, hvor vi alle sammen bliver rigere. Det er reformer, der viser, at politiske kræfter finder det nødvendigt at begrænse velfærden for syge, fattige og udsatte danskere, mens vi har god økonomi og lav ledighed i Danmark.
Det er reformer, der skaber social forarmelse og håbløshed i over 30.000 danske familier, som, på grund af kontanthjælpsloftet, er endt under den fattigdomsgrænse, som regeringen lader som ikke eksisterer.
Og det er reformer, der skaber omvendt mønsterbrydning og accelererende socialt armod, fordi de sender børn ud i en negativ spiral af skyld over deres forældres elendighed og skam over deres egen fattigdom.
SAMTIDIG UNDERGRAVER fattigdomsreformerne den personlige frihed, som vi danskere til alle tider har kæmpet for, og som vi har vundet som universel rettighed.
Når os, der er ved muffen, kan sætte vores medmennesker under tvang, kontrol og administration, fordi de er blevet syge eller har mistet deres job, så er frihedsbegrebet ikke længere universelt og grundlovssikret. Så er det en hersker-undersåt frihed, hvor vi, der har arbejde og er raske, kan bestemme over dem, der er ledige og syge.
Derfor er den sociale modstandsbevægelse i Danmark også en frihedsbevægelse. Derfor er kampen for social retfærdighed også en frihedskamp.
Den sociale modstandsbevægelse tæller Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne, Bekæmp Fattigdom Nu og mange flere, som både samles på de sociale medier, men som også mødes til demonstrationer eller for at hjælpe hinanden, både med råd, støtte og selskab og med fornødenheder til at få hverdagen til at fungere.
Den sociale modstandsbevægelse tæller tusinder af mennesker, der har skabt sig en stemme i kampen for sociale frihedsrettigheder og værdige liv og den har fået opbakning fra landets fem største kommuner og fra 62 organisationer, som repræsenterer halvanden million lønarbejdere.
Både den sociale modstandsbevægelse, kommunerne og de mange organisationer har sammen med Alternativet og Enhedslisten forsøgt at påvirke forligskredsen bag førtidspensions- og fleksjobreformen til at forbedre og justere reformerne sådan, at de mange syge og udsatte mennesker kan komme ud af klemmen.
VI HAR sendt utallige forslag til justering af reformen til S, SF, RV, K, V og LA, som er ansvarlige for den aftale i 2012, der ødelagde dele af fleksjobsystemet og gjorde det næsten umuligt at få en førtidspension, til gengæld for at man så sparede 1,9 milliarder kroner om året.
Så selvom kampen for at forbedre og justere førtidspensions- og fleksjobreformen har løbet som en rød tråd i Danmark gennem de seneste fem år.
Og selvom medierne er kommet med utallige historier om lidende mennesker i sengepraktik, for eksempel 2 x 15 minutter om ugen eller sågar beretninger om mange mennesker, som er døde i resurseforløb, så har forligskredsen bag førtidspensions- og fleksjobreformen ikke lavet nævneværdige justeringer i reformen.
Derfor sender vi denne bog direkte til forligskredsen. Vi ved, at forligskredsen bag førtidspensions- og fleksjobreformen har modtaget en stor evaluering af reformen og nu igen sidder og evaluerer den med henblik på at lave forbedringer og justeringer.
VI FORVENTER, at forligskredsen præsenterer forbedringerne af førtidspensions- og fleksjobreformen før et kommende valg, så vi alle sammen har mulighed for at bedømme resultaterne, før vi skal til stemmeurnerne.
Og hvis forligskredsen forpasser muligheden for at vise forbedringer af reformen før et valg, vil det blive tolket som en hån mod de tusinder af danskere, der tæller deres dage i sygdom, armod og elendighed.
Det vil ikke blive glemt. Særligt ikke når man har læst denne bog fyldt med de reformrates egne beretninger.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.