Tusindvis af danskere er langtidsafhængige af sovemedicin og angstdæmpere. Afhængigheden er startet i sundhedssystemet - og problemet har været kendt i årevis. Men der er ingen målrettede tilbud til dem, der gerne vil ud af misbruget.
Det skriver Information.
I 2010 fik 400.000 danskere en recept på et benzodiazepin - og mindst 66.000 er langtidsafhængige af de lægeordinerede piller, der ofte ordineres imod angst og søvnløshed.
Alligevel er der i dag ikke megen hjælp at hente, hvis man skal ud af sit misbrug.
- Der er slet ikke nogen behandlingstilbud, siger Henrik Rindom, der er psykiater og overlæge på Hvidovre Hospital, til Information.
Når de medicinafhængige henvender sig på de offentlige behandlingscentre for alkoholikere og narkomaner, bliver de typisk henvist til deres praktiserende læge, som så skal stå for nedtrapningen.
- Det virker kun i få tilfælde, for det kræver specialviden og helt andre ressourcer end, hvad en praktiserende læge kan tilbyde, siger Henrik Rindom.
Samme holdning har Birgit Toft, der er lægemiddelkonsulent i Region Midtjylland og medforfatter til den nye bog: Benzodiazepiner - afhængighed på recept.
- Der skal specialuddannet personale til. Det bedste ville være at lave særlige centre - eventuelt i tilknytning til alkoholbehandlingen, siger Birgit Toft.
Hun mener, at når misbruget er opstået i offentligt regi, så bør det også være en offentlig opgave at tilbyde en ordentlig behandling.
Når det ikke sker i dag, er det ifølge Henrik Rindom, fordi pillemisbruget er så svært at få øje på i det daglige.
- Det er ikke som alkoholikeren og narkomanen. Du ser dem ikke i bybilledet. Men hvis de alle fik en nissehue på, så man kunne se omfanget, så ville politikerne sandsynligvis reagere.