Den danske stat sender hvert år to milliarder kroner ud til folke- og førtidspensionister rundt om i verden, men ikke alle er berettiget til pengene.
Det skriver Ekstra Bladet søndag.
I et års tid har Pensionsstyrelsen haft folk udstationeret i Spanien og Thailand til at kontrollere udlandsdanskerne, og flere er blevet knaldet for at snyde statskassen.
Det fortæller kontorchef i Pensionsstyrelsen, Christian Svendsen.
- Vi har fået bekræftet den fornemmelse, vi havde om, at der snydes bl.a. ved, at folk opgiver, at de er enlige, så de får et højere pensionstillæg, men i virkeligheden bor sammen med en, siger han til Ekstra Bladet.
I Thailand behandler man lige nu 189 sager og har foreløbigt afsløret socialt bedrageri for omkring en million kroner. I Spanien forventer myndighederne at kunne kræve to millioner kroner tilbage i 2012 og har lige nu gang i 349 sager.
Førtidspensioner tjekkes også for arbejdsindtægter, som de ikke opgiver f.eks. for arbejde på restauranter eller udlejning af huse.
Et andet snydenummer, som myndighederne nu vil tjekke, er om folkepensionister med en meget høj alder overhovedet er i live. Eller om der er en anden, der hæver afdødes ydelser.
- Det har man tidligere set eksempler på, siger Christian Svendsen.