- Jeg bryder helt sammen. Det hele er gået så stærkt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor patienten er død. Jeg kan slet ikke være i det.
Sådan fortæller sygeplejersken Malene til fagbladet Sygeplejersken om den dag på sygestuen, der senere har givet hende søvnløse nætter, spekulationer og skyldfølelse.
Det havde ellers været en ganske rolig dag, da en patient var kommet ind til observation på Malenes vagt.
Få dage forinden havde han gennemgået en alvorlig operation, der havde givet komplikationer, men han havde det godt og kunne spise og drikke, observerede Malene og en læge.
Så da en meget syg patient lidt senere kommer ind på afdelingen og skal ligge på enestue, beder Malene en kollega tjekke til den første patient, mens hun tager sig af patienten på enestuen.
Efter halvanden time vender kollegaen tilbage til Malene og fortæller, at den første patient nu er dårlig, klamsvedende og skal kaste op.
Dér begynder mareridtet, som senere skulle give Malene søvnløse nætter.
Malene prøver at snakke med patienten, men pludselig holder han op med at svare. Hun kalder på ham og rusker i ham, men der er ingen reaktion.
Slog jeg ham ihjel?
Sammen med tre intensiv-sygeplejersker giver Malene manden hjertemassage, men de kan ikke få luft i ham. Malene efterlyser i situationen flere gange hjertestopholdet uden held, og først efter en kollega 10 minutter efter går ud og ringer på alarmnummeret, dukker lægen op.
Konklusionen er klar: Patienten er død. Lægen kommenterer desuden, at de aldrig har kaldt hjertestop.
Så bryder Malene sammen. Siden da har hun været plaget af et nagende spørgsmål: Var det mig, der slog ham ihjel?
- Da jeg skal give rapport til mine kolleger, er jeg voldsomt påvirket. Så tager jeg hen til en veninde, for jeg kan ikke finde ud af at være alene, fortæller Malene om episoden.
Efterfølgende kan hverken afdelingssygeplejersken eller en overlæge sætte en finger på Malenes arbejde.
Hun venter derfor på obduktionen og en afklaring. Ugerne går i uvished. Så finder hun ud af, at obduktionen ikke er blevet til noget.
For Malene betød det, at hun aldrig helt kunne få afklaring.
Det hjælper at tale om det
Sidenhen har hun hørt fra lægen, at patienten nok døde af sine komplikationer efter operationen, og at der aldrig dukkede et hjertestophold op på grund af fejl i tilkaldeprocessen.
Men som lægen selv siger: "Vi ved det jo ikke, når der ikke har været obduktion”. Derfor fortsætter uvisheden og spekulationerne også for Malene.
Hun er i dag stadig påvirket af hændelsen, men efter at have snakket det ud med en psykolog og til fokusgruppemøder, trives hun i dag på den intensivafdeling, hun nu arbejder på. Nu føles det godt at tale om det, der skete, fortæller hun.
- Det er vigtigt at få sat ord på, så man kan få den rette hjælp. Man skal ikke gå med det helt alene, siger Malene.