En israelsk soldat, der blev holdt som gidsel i Gazastriben, er blevet dræbt i et israelsk luftangreb. Det meddeler den militante palæstinensiske gruppe, der holdt ham fanget.
Ifølge gruppen, Abu Ali Mustafa Brigaderne, fandt luftangrebet sted, efter at en israelsk kommandostyrke havde gjort et fejlslagent forsøg på at befri soldaten.
Det siger en talsmand for gruppen lørdag.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvornår soldaten blev dræbt, eller hvor det israelske luftangreb fandt sted.
Det er heller ikke klart, om han var et af de omkring 240 gidsler, som blev tvunget med til Gazastriben i forbindelse med Hamas' angreb på Israel 7. oktober.
Talsmanden for Abu Ali Mustafa Brigaderne tilføjer, at gruppen stadig har liget af soldaten.
Det luftangreb, der angiveligt dræbte den israelske soldat, sårede også nogle af hans gidseltagere, siger talsmanden.
Det israelske militær afviser over for Reuters at kommentere oplysningen.
Lørdag er israelske kampvogne rykket længere ind i de centrale og sydlige dele af Gazastriben.
Indbyggere i flygtningelejrene al-Bureij og Nuseirat samt i byerne Maghazi og Khan Younis fortæller om massive luftangreb og artilleribeskydning.
Den israelske offensiv har i løbet af 24 timer kostet 165 palæstinensere livet, oplyser sundhedsministeriet i Gazastriben. Yderligere 250 andre er såret.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger lørdag, at de israelske styrker kæmper "på alle fronter".
Han gentager, at krigen mod Hamas kommer til at fortsætte i "mange måneder endnu".
Næsten alle Gazastribens rundt regnet 2,3 millioner indbyggere er blevet tvunget på flugt af den indtil videre 12 uger lange israelske offensiv.
I alt er mindst 21.672 palæstinensere blevet dræbt, viser den seneste opgørelse fra myndighederne i det Hamas-kontrollerede område.
Det er ikke muligt at få bekræftet tallet fra anden side. Men ifølge FN har Hamas angivet nogenlunde korrekte dødstal i tidligere krige mellem Israel og den militante bevægelse.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters