Det er fornuftigt, at man fra dansk side supplerer donationer af Leopard-kampvogne til Ukraine med russiskdesignede T-72-vogne.
For der er brug for en løbende forsyning af begge typer til det ukrainske forsvar.
Det siger Esben Salling Larsen, major og underviser ved Forsvarsakademiet.
Det er tirsdag blevet meddelt, at Danmark vil donere 15 T-72-kampvogne. En model, der blev designet i Sovjetunionen i 1960'erne, og som i dag findes i mange landes forsvar, herunder i tidligere østbloklande.
Ukrainerne har god erfaring med de russiske vogne, og det er essentielt, siger Esben Salling Larsen.
- Ukrainerne har jo ikke en ubegrænset mængde folk, der er omskolet til at køre Leopard-kampvogne. Så vi er nødt til at forsyne dem med kampvogne, som de hurtigt kan tage i brug som erstatning for dem, de mister på slagmarken.
- Samtidig har vi selvfølgelig brug for at få uddannet flere folk til at køre med vores kampvogne, for der har vi bedre mulighed for at levere ammunition og reservedele.
Der er dermed tydelige fordele ved at give det ukrainske forsvar T-72-kampvogne. Men der er også ulemper. Mest åbenlyst at også russerne har godt kendskab til modellen.
- Det er selvfølgelig en svaghed. Men ukrainerne er rigtigt gode til at bruge kampvognene kreativt. For eksempel ved at anvende dem sammen med droner. På den måde er der mindre forudsigelighed for russerne, siger Esben Salling Larsen.
Den danske donation af T-72-kampvogne er kommet i stand i et samarbejde med Tjekkiet og Holland.
Det er alene Danmark, der betaler for kampvognene.
Tjekkiet har dog tidligere doneret T-72-vogne til Ukraine. Det samme har blandt andet Polen, som ligesom Tjekkiet tidligere var en del af østblokken og derfor ligger inde med en del sovjetisk materiel.
Der blev også tirsdag meldt ud, at det dansk-tyske samarbejde om at sende Leopard 1-kampvogne til Ukraine bliver styrket.
Der tilføjes nemlig en donation på 30 vogne oven i de 80, som Danmark og Tyskland tidligere har aftalt at sende til Ukraine.
Af dem er blot 10 indtil videre ankommet i Ukraine.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.