Situationen i Elfenbenskysten bliver stadig mere makaber. Senest har FN-observatører fundet mere end 100 lig i den vestlige del af landet.
Nogle af de myrdede var blevet brændt levende, mens andre var blevet kastet ud fra mure og bygninger. Det fortæller Rupert Colville, talsmand for FN's Højkommissariat, til BBC.
40 lig blev fundet i byen Blolequin, mens FN-folkene fandt over 60 dræbte i Guiglo.
"I alle tilfælde er der tale om drab, som er etnisk motiverede," siger Colville til BBC.
FN mener, at liberiske lejesoldater, som er hyret af den afgående præsident Laurent Gbagbo, står bag mange af drabene.
Elfenbenskysten har været hærget af borgerkrig de seneste uger. Konflikten mellem den mangeårige præsident, Laurent Gbagbo, der ikke vil træde tilbage, og november-valgets vinder, Alassane Ouattara, har kostet mere end 800 mennesker livet.
Abidjan, landets hovedstad, er Gbagbos sidste tilholdssted. FN har med støtte fra specielt Frankrig støttet Ouattaras styrker i kampen om magten i det vestafrikanske land.
Kilde: BBC