Blev han tævet ihjel? Døde han af hjertestop?

Det var det helt store spørgsmål, da Københavns Vestegns Politi var samlet til briefing lørdag aften kl. 22.00.

'Han' er den 39-årige mand, der langfredag aften havde sex med den helt forkerte kvinde på Syvendehusvej i Herlev og senere blev fundet død.

Læs også: Sex med døden til følge

Manden var nu blevet obduceret, men obduktionen gav ikke noget svar på spørgsmålet. Så beskeden til natteholdet er, at konklusionen er, at der stadig ikke er nogen konklusion.

Måske død af vold

”Det kan godt være, at det er volden, der har forårsaget hans død, men det kan vi altså ikke bekræfte indtil videre. Normalt forventer vi at få en konklusion på en obduktion, men det har vi ikke fået den her gang” siger vagtchef Brian Larsen.

Derfor ligger bolden stadig hos retsmedicinerne, som efter påske vil give besked om, hvordan de har tænkt sig at komme videre med sagen.

Hundeføreren Otto er én af dem, der sidder rundt om mødebordet. Han var også med sin patruljehund Brian med ude på Syvendehusvej i Herlev fredag aften og nat.

En rolig lørdag aften

Og til en lang række andre opgaver. Det var en usædvanlig travl fredag nat med død, vold, indbrud og hærværk.

”Men min fornemmelse siger mig, at vi får en rolig lørdag aften,” siger han efter briefingen, mens han er på vej ned til hundeafdelingens kontor. Hvor han drikker en kop kaffe mere.

Ottos fornemmelser er til at stole på og hans erfaring med politiarbejde går langt tilbage. Han blev optaget på Politiskolen tilbage i 1988. Efter at have været hundefører i forsvaret i en række år.

Drengedrømmen

”Min drengedrøm var helt klart at komme i politiet. Jeg søgte ind flere gange. Men som du kan se på mig, manglede jeg lidt i højden,” siger Otto og trækker tommel- og pegefinger mod hinanden.

Han var to centimeter fra drengedrømmen.

I fjerde forsøg lykkes det ham at få dispensation. Han kom ind med sine 176 centimeter. Og har været her siden. Arbejdet i beredskabet i mange år. I uropatruljen. Været en tur hos kriminalpolitiet og uddannet andre betjente i Kosovo.

Og hele tiden søgt og søgt det ultimative drømmejob i politiet. Nemlig det job, han fik i 2002: Hundefører.

De firbenede makkere

”Jeg har verdens bedste job. Jeg er meget stolt af at være hundefører og på min egen lille måde bidrage til, at vi hele tiden bliver mere og mere professionelle,” siger Otto, der også underviser andre hundeførere i, hvordan de får det bedste ud af deres firbenede makkere.

Læs også: Brian finder blod og sæd på 10 minutter

”Før i tiden var det nogle hårde drenge, der var hundeførere. Sådan er det ikke længere. Der er ikke plads til den type politifolk længere. Da jeg var ung betjent, må jeg sgu indrømme, at jeg en gang imellem godt kunne blive lidt småræd for hundeførerne,” siger Otto, der heller ikke giver meget for den gammeldags måde, man dengang opdragede hundene på.

Det gode skal leges frem

”Meget forenklet kan man sige, at vi i dag ”leger” det bedste frem i hundene. Det kommer der gode resultater ud af. Man får intet ud af at behandle sin hund hårdhændet. Intet.”

Otto er god til hunde. Og mennesker. Det siger Ulrik på vej ned i bilen. Ud til en af aftenens få opgaver. Et indbrudsforsøg på et bosted i Albertslund.

”Han er ekspert i psykisk syge. For et par måneder siden, havde vi en opgave med en psykisk syg dame, der gik rundt herude i området med voksenble på. Og hun begyndte at skrige og skrige, da jeg gik hen til hende, så jeg måtte trække mig tilbage.”

Davs, min lille skat

Så tog Otto over, fortæller Ulrik.

”Han sagde: ”Davs min lille skat.” Og begyndte bare at snakke til hende. Om løst og fast. På ganske kort tid havde han fået hende med ind i bilen. Så sad de der og hyggede sig i bilen. Spiste vingummier og hun kom tilbage til der, hvor hun skulle hen på en helt rolig måde.”

Otto kan snakke folk ned fra månen. Det siger alle, der kender ham.

”Jeg er ikke stor og stærk. Men jeg har en god menneskelig indsigt, hvis jeg selv skal sige det. I alle de år jeg har været betjent, har jeg aldrig haft behov for at bruge hverken staven eller peberspray. Jeg har heller aldrig trukket pistolen.”

God til dem med ondt i sjælen

Og det er rigtigt det med de psykisk syge. Det begyndte allerede, da han var under uddannelse. Han var god til folk med ondt i sjælen.

”En ældre dame i Bagsværd blev ved med at ringe og anmelde, at der gik mennesker rundt i hendes have. Men hver gang vi kom derud var der ikke nogen. Med tiden udviklede det sig. Og femøren faldt, da hun begyndte at beklage sig over farlige stråler fra rumvæsener. Hun var ikke helt rask,” fortæller han.

Otto tog på besøg igen. Men denne gang med sølvpapir og sytråd. Han hang en række strimler op i vinduerne. Og forklarede den ældre dame, at de ville reflektere de farlige stråler væk.

”Det var ikke helt efter bogen. Men det hjalp hende.”

Konen bankede manden

Sagerne med de psykiatriske patienter er det eneste, Otto tager med hjem fra arbejde. Mord, vold og alt det andet må blive på stationen. Men når han skal ud og tvangsfjerne et menneske, tager han det med hjem bagefter.

Den første gang, han var med til en tvangsfjernelse, husker han stadig.

Det var et ældre ægtepar på Søborg Hovedgade i Gladsaxe. Manden havde kontaktet politiet. Med god ret. Konen bankede ham. Og var mildt sagt psykisk uligevægtig.

Hun havde kniv i rollatoren

”Manden var rædselsslagen. Konen, der var kæmpestor, gik rundt i lejligheden med cigar i munden og en kæmpe kniv i sin rollator. Og hun gav udtryk for, at hun havde tænkt sig at bruge den.”

Der er ikke andet at gøre end at tvangsfjerne hende. Hun talte usammenhængende. Og var meget aggressiv.

Falck fik hende spændt fast til båren. Og hun blev slæbt ned af trapperne.

Øjeblikket

”Pludselig fik hun et klart øjeblik. Hun kiggede på mig med et klart og intenst blik og siger: ”Jeg har lige rejst mig. Jeg er lige kommet hjem fra psykiatrisk afdeling. Jeg overlever det ikke en gang til.” Vi fik kontakt til hinanden i det øjeblik, og når man får det i sådan en situation, står det pludselig klart, at det her er et rigtigt menneske,” siger Otto.

”Det er meget voldsomt at tage sådan en beslutning på vegne af et andet menneske, der siger: ”Otto, det her vil slå mig ihjel.”. Den dag i dag bliver jeg stadig rørt, når jeg fortæller om det.”

Og om aftenen blev der også talt om det i privaten. Otto er gift med Palle, som er jurist og i dag arbejder som sekretariatsleder hos landsforeningen SIND.

Ingen brud, men to brudgomme

”Palle kunne se, at der var noget helt galt. Så vi fik os en meget lang snak. Det skal man huske som betjent. Når der er noget, der påvirker én. Ellers ender man med at blive en kold skiderik.”

De lange samtaler har de haft mange af siden, de indgik registreret partnerskab i 1990. På Københavns Rådhus. Udenfor dannede Ottos daværende kolleger fra Gladsaxe Politi espalier i fuld uniform.

”Min mor fortalte, at der kom et amerikansk ægtepar forbi, der spurgte: ”Hvor er bruden?” Hun fortalte dem, at der var ikke nogen brud. At det var Palle og jeg, der blev gift. Så sagde den amerikanske mand: ”Det var aldrig sket i Amerika.”.”

Brian indordner sig

Otto og Palle har levet sammen i 27 år i et parcelhus i Gladsaxe. Sammen med to sorte schæfere, Kira og Alma. Og så selvfølgelig Brian, familiens tøffelhelt, når det gælder hjemmefronten.

”Han er stærk og dominerende på arbejde. Men derhjemme er det damerne, der bestemmer og Brian, der indordner sig,” konstaterer Otto, der driver en kennel fra hjemmeadressen. Leveringsdygtig i fremtidens politihunde.

”Det er mest min hobby. Men Palle er selvfølgelig med på den. Det er jo et stort arbejde, der tager meget af vores tid.”

Ottos telefon ringer. Ringetonen er Michael Jacksons ’Im bad’.

Det er Otto ikke.