Hvis du har en pakke med kyllingelår liggende i fryseren, er det en god idé at tjekke pakken.
Fødevarestyrelsen advarer nemlig mod et parti kylling fra Danpo, der er solgt i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen.
Der er blevet fundet campylobacter i kyllingen, og det kan give både diarré, mavesmerter, kvalme, feber og opkast, hvis kødet ikke gennemsteges 100 procent, eller ved en fejl kommer i berøring med andre fødevarer.
Der er tale om en pakke med 600 gram, der er pakket den 23. juni 2015, og mærket som mindst holdbar til den 3. juli. Selvom holdbarhedsdatoen er overskredet, kan kunder have kødet liggende i fryseren, så advarslen er stadig aktuel, gør Fødevarestyrelsen opmærksom på.
Hvis du har købt produktet, anbefales det, at du enten smider det ud eller leverer det tilbage til butikken.