Forebyg stress og psykiske lidelser, så danske medarbejdere kan holde til et langt arbejdsliv.
Det er formålet for et nyt center, der i dag ser dagens lys.
Center for Mental Robusthed tilbyder som det første i Europa et gennemprøvet øvelsesprogram, der bygger på iøjnefaldende resultater fra USA.
Her har man med succes mentaltrænet amerikanske soldater, og nu er turen kommet til danske medarbejdere, fortæller erhvervspsykolog Eva Hertz, der står bag det nye center.
- Arbejdsmarkedet har i mange år været præget af en temmelig afventende tilgang, hvor man især haft tilbud om hjælp efter stress-sammenbrud, PTSD og andre psykiske reaktioner på arbejdet. Jeg mener, det er på høje tid, at vi fokuserer meget mere på at forebygge, at mennesker bliver knækket mentalt af samvittighedsfuldt at passe deres arbejde, siger Eva Hertz.
Hun har i mange år rådgivet virksomheder og organisationer som Coloplast, Politiken, og Københavns Universitet i at forebygge stress ved at øge robustheden.
Eksempelvis har Eva Hertz robusthedstrænet 300 togførere og andre frontlinjemedarbejdere i DSB.
Center for Mental Robusthed er også i gang med et nyt mentalt træningsprogram, der skal styrke psyken hos 120 soldater, som til februar udsendes til Afghanistan.
Ifølge Eva Hertz kan man træne og styrke sin hjernes robusthed så effektivt, at virkningerne tydeligt kan både mærkes og måles.
Jo mere veltrænet hjerne er, jo mindre risiko er der for at få psykiske skader, lyder det.
Center for Mental Robusthed (CMR)
Centret henvender sig til organisationer og virksomheder:
1. Med ansatte i udsatte job, eksempelvis soldater, falckreddere, billetkontrollører, piloter, sygeplejersker.
2. Med et arbejdsmiljø præget af tidens vilkår med mange kritiske forandringer og pressede
projekter.
3. Med et ønske om at øge effektiviteten, motivationen, arbejdsglæde og trivslen.