For to dage siden kom 36 mennesker til skade og fik alvorlige hudafskrabninger, da en forlystelse brød sammen.
I dag sad 15 personer så fast i 48 meters højde i det såkaldte 'Lisebergtårn' i forlystelsesparken Liseberg.
Det skriver flere svenske medier.
Ingen kom noget til og de 15 personer havde i de to timer både mad og drikkevare samt adgang til toilet.
– De havde det fint, siger Peter Andersson, parkchef i Liseberg til avisen Aftonbladet.
Parken tilkaldte eksperter, men det lykkedes i sidste ende parkens egne teknikere at få løst problemerne og få de 15 personer ned på jorden igen.