»Du skal ikke være nervøs, de har før været forsinkede,« siger Marks mor, Pia Hansen, beroligende til Michaels mor. De to kvinder står foran knallertkøreskolens lokaler i Århus og venter på deres sønner. Klokken er ti minutter i ni om aftenen den 31. oktober 2007.
Pia har prøvet, at knallertholdet før er kommet lidt senere end beregnet, så hun tager det helt roligt. Hun aner ikke, at der er sket en frygtelig ulykke, og at hendes søn er hårdest ramt.
Nogle timer tidligere på dagen har hendes ældste søn Mark gået rundt og hygget sig sammen med hende derhjemme i Harlev ved Århus.
Han var kommet hjem fra skolen helt indsmurt i mudder, fordi han havde spillet amerikansk fodbold. Da han havde været i bad, var han kommet ud i boksertrøje og cowboybukser. Hun havde klappet ham på skulderen og sagt, at han var en flot fyr. Så havde han givet hende et knus som tak. Mark gav mange knusere.
Når han tog i skole, fik Pia altid et farvelknus, og hvis han en enkelt gang glemte det, så råbte hun efter ham, om hun skulle komme helt op i skolegården for at få det. Hun har altid passet ekstra godt på ham. Da han gik i anden klasse blev hun nødt til at købe en mobiltelefon til ham. Ikke fordi han plagede for at få en. Men fordi hun ikke kunne holde ud at høre ambulancerne, når han ikke var hjemme.
Den dag havde himlen været blå, og oktobersolen havde skinnet. Da han gik ud af døren for at tage til knallertkørekort havde han vendt sig om mod hende og sagt:
»De smider sig i mudderet, fordi så tror de, at man ikke tør at gøre dem noget,« mens han smilede.
Hans tanker kredsede stadig om det amerikanske fodbold-spil.
»Ja, kan du nu se at komme af sted,« havde hun svaret med et smil.
Så gik han. Næste gang hun så ham, var han død.
'Han ligger helt stille'
Hjemme i huset i Harlev ringer telefonen og Marks far, Kurt, løfter røret. I den anden ende lyder 15-årige Michaels stemme. Han siger, at der er sket en ulykke. Med Mark.
»Er det er brækket ben eller et brækket ben«?
»Nej, jeg tror, det er værre. Han ligger helt stille,« siger Michael.
Kurt lægger rører på og begynder at græde.
Mobiltelefonen ringer hos Michaels mor, og hun ser helt forkert ud i ansigtet, da hun modtager beskeden fra røret.
»Michael, tag det nu med ro, hvad siger du? Mark Hansen?« spørger hun.
Pias telefon ringer, og displayet viser Kurt, Marks far.
»Kurt, er det Mark?« råber hun, da hun har trykket på svarknappen.
»Hvad er der sket?
»Han er kørt galt, men jeg ved ikke, hvor slemt det er,« siger Kurt i den anden ende.
»Jeg lægger på nu,« siger hun og vender igen sin opmærksomhed mod Michaels mor.
»Hvor slemt er det?« spørger hun.
»Jeg ved det ikke, men der kommer ambulancer,« svarer Michaels mor rystet.
Det hele er uvirkeligt for Pia, da hun sætter sig ind i sin bil og kører efter Michaels mor. Hun er chokeret og bange. Bilerne stopper ved et lyskryds, og Michaels mor spørger, om Pia ikke vil køre videre med hende. Men hun vil have bilen med, så hun kan køre direkte fra ulykkedesstedet til sygehuset. Hun har ingen ide om, hvor slemt det er.
Inde i bilen skriger hun Marks navn, alt hvad hun kan. Igen og igen.
Blå blink over det hele
Da de nærmer sig, er der blå blink over det hele. Hun ruller vinduet ned og råber til en af knallertdrengene:
»Er det Mark?«
»Ja, jeg tror, du skal parkere bilen«.
Pia står ud og løber hen mod ambulancerne, men hun bliver stoppet af en betjent.
»Jeg er Marks mor, jeg skal hen til ham,« græder hun.
»Ja, men du skal lige tage den med ro,« lyder svaret.
»Jamen er det slemt?«
»Jeg ved det ikke,« siger han.
De går nærmere sammen. Pia ser læger, og hun tænker gudskelov, så får Mark hjælp.
Hun ser en, der sidder og nusser en af de andre drenge på vejen på kinden, men hun må ikke gå op til sin egen søn.
'Han er død'
Pludselig slår det hende, at hun måske kan miste ham.
»Jeg skal vide, om han overlever,« siger hun til betjenten.
Hun ser ham gå op til ambulancen, og hun ser ham komme tilbage.
»Han er død,« siger betjenten.
Michaels mor omfavner Pia, mens hun tænker, at hun har lyst til at slå betjenten. Hvordan kan han finde på at sige det så direkte? Men hun siger ingenting. Hun holder bare fast.
Pia hører en, der skriger. Så opdager hun, at det er hende selv. Hun er ikke vred på betjenten over, at han sagde det til hende. Hun ville bare vide det. Betjenten følger hende ned til en ambulance og får hende til at sidde ned.
»Jeg skal sige det til min mand,« græder hun.
Hendes hals snører sig sammen. Hun er ved at blive kvalt, så hun går ud af ambulancen og står midt i krydset. Pludselig kommer Kurt kørende.
»Hvad så med Mark?« siger han.
»Han er død«.
Marks far knækker fuldstændig sammen. De bliver kørt til sygehuset.
Derfra ringer hun til sin mor. Moderen ringer til familien. De andre knallertkørere får psykologhjælp.
En sidste sang
Mark ligger dækket af et tæppe, da de ser ham på sygehuset. Kun hovedet er synligt, og de har fået at vide, at de ikke må tage hans hånd frem. Han har et lille mærke efter styrthjelmen, men ellers er der ikke noget at se.
Familien kommer. Græder. De synger 'Altid frejdig når du går', og sygehuspræsten siger et par ord. Pludselig bliver han stille. Pia kan ikke forstå, hvorfor han stopper. Da hun ser på ham, opdager hun, at han står og græder.
Hendes søster kommer ind.
»De siger, det er en flugtbilist. De leder efter ham med hunde«.
Indtil det tidspunkt har Pia ikke skænket det en tanke, at der er gået en hændelse forud for ulykken. Der er sket noget med Mark, så han nu ligger død. Hvad er der sket?
De aftaler, at de ikke vil fortælle Marks to små brødre Jakob på otte og Frederik på fem år noget, når de kommer hjem den aften. Det er bedre at give dem besked næste morgen. Men da de kommer hjem, sætter Jakob sig op i sengen og ser på sin mor.
»Er Mark død?«
»Hvorfor siger du det?« siger Pia, mens resterne af hendes hjerte bliver knust.
»Er Mark død?« gentager han, og hun kan ikke lyve.
»Ja«.
De græder alle sammen. Jakob havde hørt, da Kurt var blevet ringet op, og han havde set sin far græde med telefonen i hånden. Mark havde altid passet på de to små brødre. Når han var sammen med dem, vidste Pia, at de var i gode hænder.
Den næste morgen ringer Pia til Marks klasselærer. Hun vil ikke have, at læreren skal høre det fra de andre børn i klassen.
Da læreren tager telefonen kan Pia høre, at hun allerede har fået besked.
»Du har hørt det?« siger hun.
»Jeg ved ikke hvem, det er,« svarer læreren.
»Det er Mark«.
»Åh, nej,« siger hun og græder i telefonen.
»Åh, nej«.
Kørte over for rødt
Mandag morgen holder skolen en stor højtidelighed. Skoleinspektøren holder tale, og der bliver vist billeder af Mark. Om tirsdagen bliver den 15-årige dreng begravet. Pia bliver ved med at tænke, at det er så grotesk, at en mor og far skal vælge en gravsten og et gravsted til deres søn. Sådan skal det ikke være.
Der er så mange mennesker i kirken, at de ikke kan være der.
Pia hører, at den 25-årige mand, der kørte i den stjålne Seat Altea XL havde været påvirket af spiritus. Hun finder ud af, at han havde siddet på et værtshus og drukket, før han satte sig ind i bilen og kørte over for rødt lys.
Hun hører, at hendes søn havde kørt som anden bagerst i en række på seks knallerter, og at bilen var blevet ved med at køre, efter den havde ramt hendes søn og en anden dreng. Hun finder ud af, at føreren var flygtet. Han var løbet væk uden at hjælpe, og vodkaflaskerne i bilens bagagerum havde ligget tomme tilbage.
Hun finder ud af, at den 25-årige har mistet sit kørekort i ti år. Det tænder en følelse i hende, der fylder næsten lige så meget som sorgen. Følelsen af had.
Hadet brænder
I tiden efter begravelsen brænder det i hende. Hun hader den 25-årige mand, der tog hendes søn fra hende. Når hun tager fem tallerkener ud af skabet, tænker hun på Mark. Nu skal de kun bruge fire. Når hun ser en hårtot i byen, der minder om Marks, så tænker hun på ham. Når hun ser en t-shirt, der ligner.
»Mark kommer igen. Han kommer hjem,« siger de små brødre.
Så kommer Pia til at græde. Hun ønsker sig, at spritbilisten skal se og høre, hvad han har gjort. I november måned skriver hun breve til justitsministeren og alle retsordførere og spørger, om det er rigtigt, at hendes søns morder skal slippe med to til to et halvt år i fængsel. Men der kun fire, der svarer. Hun kan ikke tåle at høre anklageren sige, at spritbilisten ikke skal straffes med otte år, fordi der skal være plads til at gøre noget værre.
»Hvad er værre?« har hun spurgt.
»Han kunne have taget hele knallertholdet,« lyder svaret.
Brev til ministeren
Men det kan Pia ikke bruge til noget. Er hendes Mark kun to år værd? Hun føler, at det er at gøre nar af hendes søns liv. Derfor begynder hun at kæmpe midt i hendes livs største sorg. Kæmpe for, hvad hun mener er retfærdighed.
Hun skriver en mail til justitsministeren i marts måned i år, hvor hun beder om, at loven om otte års straf til spritbilister bliver brugt. I hendes øjne er den 25-årige spritbilist en morder, der tog en række bevidste valg og brugte bilen som et våben, der slog hendes søn ihjel.
Men retspraksis er sådan, at han højest får to et halvt år, får Pia at vide. Det gør hende vred. Retspraksis er hun ligeglad med. Hvad med loven? Hvorfor lave en strafferamme på op til otte år, når man ikke bruger den? spørger hun politikerne. Men de vil helst ikke svare.
Pia hører også eksperter i strafferet prøve at forklare hende, at det ikke hjælper noget at give hårdere straffe. At det ikke gør de dømte til bedre mennesker eller får andre til at tænke sig om. Men Pia vil ikke gøre sin søns drabsmand til et bedre menneske. Hun vil have, at han skal sidde i et lille rum så lang tid som muligt. Så er han da væk fra vejene.
Inderst inde i sin sjæl ville hun ønske, at det var spritbilisten, der var død. Hun er glad for, at hun har de to små drenge, for ellers er hun ikke sikker på, hvad hun kan finde på at gøre ved manden, hvis hun får chancen.
Derfor er hun også glad for, at han stadig sidder varetægtsfængslet.
Vil se spritbilisten i øjnene
Men hun frygter den dag, de skal i retten. Den dag, hun skal sidde foran den mand, der fjernede hendes søn fra hende på et splitsekund.
Det værste, hun kan forestille sig, er, at han sidder og ser ligeglad ud. Han skal vise, at han er ked af det, han har gjort. Angre.
Hun vil gerne mødes med ham, hvis hun får chancen. Så vil hun fortælle ham om Mark. Om hvor glad han altid var og om, hvor meget han betød for sin familie og for alle sine kammerater. Spritbilisten skal vide, hvad han har taget fra hende. Han skal kende hendes smerte. Han skal have dårlig samvittighed.
Der er kun en ting, der er værre end, at han ser ud til at være ligeglad. Og det er, hvis det kommer frem i retten, at Mark opdagede, da bilen kom imod ham. Hun vil næsten ikke kunne bære, hvis Mark nåede at blive bange lige inden, han døde. Oven i sorgen gør tanken hende helt syg indeni.
Derfor kan hun heller ikke se, hvad der taler for, at spritbilisten skal have en mildere straf end de otte år. Hun synes, at alle spritbilister, der slår uskyldige ihjel, som udgangspunkt skal have den højeste straf, og så kan deres forsvarer komme frem med ting, der får straffen sat ned. Det har hun også skrevet i brevet til justitsministeren. Sidst i brevet står der:
»I presser jo de efterladte ud i afmagt, når de ser, hvor billigt forbryderne slipper for at have taget livet af vores kære«.
Justitsministeren har ikke svaret på Pia Hansens mail.
Artiklen bygger på interview med Pia Hansen og de breve, hun har sendt til retsordførerene og justitsministeren. Hun har lige skrevet et brev til retsudvalget og bedt om at få foretræde.
Udpluk af domme
I oktober 2007 ved Viborg kører en spritbilist over i modsatte vognbane og dræber en ægtemand og bringer hans hustru i livsfare. Manden viste sig, at have fået frakendt kørekortet fire gange for bestandigt, og dødsulykken var 10. gang han blev taget for spirituskørsel. Han blev idømt to år og fire måneders fængsel.
I januar 2007 blev en 56-årig mand fra Rømø idømt to års fængsel for at køre to kvinder ihjel i spirituspåvirket tilstand. Landsretten satte straffen ned til halvandet års fængsel.
En 33-årig mand blev idømt 18 måneders fængsel for at have kørt spirituskørsel, dræbt en 69-årig mand på motorcykel og for at stikke af efter ulykken.
I september 2003 dræber en 34-årig fuld mand en 21-årig arkitektstuderende i Århus med sin bil og stikker af fra stedet. Han bliver idømt to års fængsel.