Påske er ferietid, og det betyder forårsrengøring og en tur på genbrugsstationen.
Men spænder du den gamle reol eller den rustne cykel godt nok fast til traileren, inden du tager af sted? Sandsynligvis ikke.
Vi danskere er nemlig rigtig dårlige til at binde sofaen, skraldet og haveaffaldet fast til bilen, inden vi træder på speederen.
Det viser tal fra Vejdirektoratet, som sidste år hentede tusindvis af ting, vi havde tabt på landets motorveje. Og det er ikke kun lidt grene fra haveaffaldet, der ryger af bilen.
"Sidste år var vi ude at hente 74 cykler, 28 madrasser, 96 paller, 53 murespande og over 40 sofaer, der var tabt på motorvejene," fortæller fuldmægtig i Vejdirektoratet, Jacob Langebæk Hegner, til Newspaq.
Og det sker stadigt oftere, at vi taber de ting, når vi drøner af sted med til genbrugspladsen.
Sidste år måtte Vejdirektoratets Trafikinformationscenters folk ud 6001 gange for at samle tabte juletræer, møbler og affald op fra motorvejene. I 2007 rykkede de kun kun ud 4813 gange.
Det kan være farligt for andre, når man taber ting på motorvejen, understreger Jacob Langebæk Hegner.
"Når tingene falder af traileren eller tagbagagebæreren, ender de på vejen. Der kan andre trafikanter køre ind i tingene eller prøve at undvige, og det kan skabe nogle farlige situationer på vejene," siger han.
Læs her hvordan du pakker din trailer bedst.
Vi er blevet dårligere til at spænde tingene fast til trailer eller tagbagagebæreren.
Dette er tallene over tabt gods på statsvejene for årene 2007 - 2009
År Antal
2009 6001
2008 5954
2007 4813
Kilde: Vejdirektoratet