Nicolai Jørgensen scorede søndag to mål for Feyenoord, som vandt 4-0 hjemme over NEC Nijmegen i den bedste hollandske fodboldrække.
Den danske landsholdsangriber slog til i slutminutterne med to mål på blot tre minutter - i det 87. og det 90. minut.
Det var to nemme mål, Nicolai Jørgensen fik lov til at sætte på kontoen ved både 3-0 og 4-0.
Først da Nicolai Jørgensen fik serveret bolden på et sølvfad af indskiftede Bart Nieuwkoop og bare skulle sætte foden på.
Tre minutter senere prikkede den tidligere FC København-angriber bolden det sidste stykke ind over stregen, da holdkammeraten Bilal Basacikoglu havde headet bolden mod mål.
Med de to mål topper Nicolai Jørgensen topscorerlisten med 14 ligamål i denne sæson.
Inden de to danskerscoringer havde Steven Berghuis og Eljero Elia gjort det til 1-0 og 2-0 for Feyenoord i første halvleg.
Den tidligere Brøndby-stopper Dario Dumic spillede hele kampen for NEC Nijmegen, men havde ikke en god dag med fire indkasserede mål.
Med sejren topper Feyenoord fortsat ligaen - nu med 51 point efter 20 kampe.
Ajax, som vandt 3-0 tidligere søndag over Ado Den Haag, har 46 point efter 20 kampe på andenpladsen. I den kamp scorede Lasse Schöne og Kasper Dolberg for Ajax.
/ritzau/