Erik Johansson har spillet sin sidste kamp for Sveriges fodboldlandshold.
Det meddeler FC København-forsvareren til Det Svenske Fodboldforbunds hjemmeside.
- Efter EM følte jeg mig uinspireret og træt af landsholdsfodbold. Jeg tror, det er bedst, at jeg helt og holdent fokuserer på klubholdet i stedet, siger Erik Johansson.
- Jeg har forhåbentlig nogle år tilbage af karrieren, og derfor er det en vigtig beslutning for mig, siger han.
Sveriges nye landstræner, Jan Andersson, beklager Erik Johanssons farvel.
- Det er selvfølgelig trist, men jeg respekterer hans beslutning, siger landstræneren.
27-årige Erik Johansson fik spilletid i Sveriges tre gruppekampe ved sommerens EM-slutrunde mod Irland, Italien og Belgien.
Svenskeren, der nåede 12 landskampe, er i øjeblikket på Cypern sammen med FCK-holdet, der på onsdag møder Apoel FC i Champions League-kvalifikationen.
/ritzau/