Helle Thorning-Schmidt (S) har med garanti fået mange lykønskninger i dag. En af de mere spektakulære er uden tvivl kommet fra præsidenten for hinduisternes internationale samfund, Rajan Zed.
Zed, vis organisation har hjemme i Nevada i USA, skriver i en pressemeddelelse, at han er særdeles glad for, at Danmark nu har fået sin første kvindelige statsminister.
Præsidenten roser Thorning-Schmidt for hendes arbejde for integration, ligestilling og visioner for fremtiden. Han udtrykker yderligere håb om, at den kommende statsminister vil få held til at klare landet gennem krisen.
I et særskilt afsnit opfordrer Rajan Zed til, at Danmark adskiller kirke og stat, så andre trosretninger får endnu bedre forhold i det danske samfund.
Hindu-lederen afrunder sin lykønskning med også sende et par rosende ord til Lars Løkke Rasmussen (V), som, efter Zeds mening, har klaret Danmark flot igennem de økonomisk vanskelige tider.