40 år efter premieren på filmen Mord i Mørket vender Michael Falch tilbage som Den Navnløse Journalist.
Den nye serie består af fire episoder og får premiere på Prime Video i Norden til vinter.
Det er 40 år siden, Michael Falch første gang indtog rollen som Den Navnløse Journalist i Mord i Mørket.
Nu vender han tilbage.
Prime Video genopliver Dan Turèlls krimiunivers i en ny dansk serie, der igen sender den navnløse journalist ud på Vesterbros gader. Det oplyser streamingtjenesten i en pressemeddelelse. Serien foregår i København anno 2026. Her er journalisten blevet pensionist og tror, at de store kriminalsager hører fortiden til.
Det ændrer sig, da han bliver vidne til et mord, som ifølge seriens handling trækker spor både tilbage i tiden og til magtfulde kræfter i nutiden. Sagen tvinger ham til at samarbejde med sin datter Sophie, der er politiefterforsker og spilles af Katinka Lærke Petersen. Samtidig skal far og datter forsøge at reparere deres belastede forhold.
Michael Falch spillede også hovedrollen, da Mord i Mørket havde premiere i 1986. Filmen byggede på Dan Turèlls krimiunivers om den navnløse journalist og Vesterbro.
Den nye serie bliver på fire episoder og instrueres af Christian E. Christiansen, der også er hovedforfatter sammen med Jesper Fink. Ud over Michael Falch og Katinka Lærke Petersen medvirker blandt andre Alex Høgh Andersen, Sofie Torp, Lisbeth Wulff, Kristian Halken, Alexandre Willaume og Benedikte Hansen.
Serien får premiere på Prime Video i Norden til vinter.