Det var først, da Morten Messerschmidt blev voksen, at han fandt ud af, at det ikke var normalt at få grød til aftensmad flere gange om ugen.

Som lille bemærkede han ikke, at hans enlige mor sad hårdere i det end så mange andre. Men set i bakspejlet har han fundet ud af, at moderens insisteren på at blive boende i familiens hus med sine to børn gjorde, at der måtte spares, når eneste indtægt kom fra hendes sekretærjob.

»Det, jeg har arvet fra min mor, er først og fremmest hendes stædighed. Hendes vilje til at gennemføre de ting, man beslutter sig for.«

Det fortæller han til Nyhedsavisen i et interview, der ikke kun skal handle om politik, som giver ham en arbejdsuge på 50-60 timer.

27-årige Morten Messerschmidt er både kontroversiel og korrekt. Høflig og flabet. Traditionalist og fornyer. Hans polerede ydre rummer en kampgejst, der ofte har bragt ham i mediernes søgelys, og det har ikke altid været med medvind fra pressen.

Men hvor der er vilje, er der vej. Det viste sig senest ved folketingsvalget i sidste måned, da Messerschmidt blev genvalgt. Genvalget kom, på trods af at han for få måneder siden befandt sig i sit livs mareridt. Først beskyldte avisen B.T. ham for at have hyldet Hitler under en druktur i Tivoli. Så var han pludselig partiløs, og siden blev han taget til nåde igen af partiet.

Tivoli-sagen mangler endnu en retslig afgørelse, da Dansk Folkeparti har lagt sag an mod B.T. for injurier mod Messerschmidt.

I politik er det dog folkets dom, der er den vigtigste. Og folkets dom var ikke til at tage fejl af på valgaftenen. Med ikke mindre end en tredobling af Messerschmidts personlige stemmetal viste de østjyske danske folkepartister med stor overbevisning, at skriverierne om en lidt for våd aften i Tivoli i hvert fald ikke har svækket deres tillid til ham.

»Dit højreorienterede svin«

Morten Messerschmidt kom i Folketinget ved valget i 2005, men var allerede inden da et kendt ansigt i medierne. Dels fordi han i 2002 stiftede foreningen Kritiske Licensbetalere som protest mod et ifølge Messerschmidt venstreorienteret Danmarks Radio.

Specielt hans medvirken i DR-programmet De Uaktuelle Nyheder står klart for mange, når de hører navnet Morten Messerschmidt. Her skulle han fortælle om foreningen, men blev flere gange afbrudt af studieværten, Mikael Bertelsen, der konsekvent kaldte ham »dit højreorienterede svin«.

2002 blev også året, da Messerschmidt sammen med en række andre bestyrelsesmedlemmer fra Dansk Folkepartis Ungdom fik en dom for en plakat, hvor ungdomspartiet satte direkte lighedstegn mellem massevoldtægter og et multietnisk samfund. En plakat, som er det nærmeste, han – ifølge sig selv – kommer en fejltagelse i sin politiske karriere.

»Jeg kan sagtens se, at plakaten var uskøn. Og måden, tingene blev fremstillet på, var måske uheldig. På den anden side er det også nødvendigt, at ungdomspartier siger tingene meget klart,« siger han.

Ældre end sin alder

Der er folk, der mener, at Morten Messerschmidt trods sine blot 27 år taler og opfører sig, som befandt han sig i en fjern fortid. Eller måske bare, som var han 30-40 år ældre, end tilfældet er.

Hans kæreste, den næsten dobbelt så gamle bakkesangerinde Dot Wessmann sagde det måske tydeligst, da hun i juni erklærede sin kærlighed til Morten Messerschmidt og ved samme lejlighed kaldte ham »en gammel mand fanget i en ung mands krop«.

Morten Messerschmidt er da også mere til gamle viser end »moderne« komik. Eksempelvis afskyer han revyer.

»Revyerne har en udbredt tendens til at lave parodier. Og jeg har altså meget svært ved at se det morsomme i en parodi. Det er da meget mere raffineret og indholdsmæssigt stimulerende at høre Osvald Helmuth synge »Hvorfor fa’n sidder Krag i New York« (stort hit i 1951, red.),« forklarer Morten Messerschmidt.

At Morten Messerschmidt nævner den 71-årige partifælle Mogens Camre og ikke mindst sin mormor som nogle af sine allernærmeste venner er med til at understrege billedet af en gammel mand fanget i en ung krop.

Men også hans pinligt korrekte danske sprog, der krydret med gammeldags udtryk lyder, som kom ordene fra en højesteretssagfører i en Morten Korch-film, bidrager til indtrykket. Og Morten Messerschmidt erkender gerne, at sproget ligger ham meget på sinde.

Sidestillede akkusativer

»I mit job som politiker er det jo væsentligt at tale klart og forståeligt, så man ikke bliver misforstået af pressen,« siger han og tilføjer, som havde han netop kastet en personlig fornærmelse i hovedet på sin gæst:

»Hvis jeg må sige det så klart.«

Den sproglige korrekthed kom også til udtryk, da Morten Messerschmidt i 1990 erne gik på Sankt Annæ Gymnasium i København. Her blev han så interesseret i grammatik, at han et år brugte sin efterårsferie på at lave et omfattende skemasystem til analyse af de uregelmæssige verbers tider.

»Jeg ved ikke, om det er sandt, men jeg har hørt, at skemaet stadig bliver brugt i 1. g. -klasserne derude,« forklarer Messerschmidt, der har bevaret fascinationen.

»Og det er klart, at det smitter af på den måde, jeg bruger sproget på. Et sprog er jo en del af ens identitet, og på mange måder afslørende. Det kan eksempelvis irritere mig utrolig meget, når folk tror, at de taler raffineret, men i virkeligheden begår graverende fejl. For eksempel er der mange mennesker, der instinktivt tror, at ordet »mig« er udgået af det danske sprog. Det er det ikke, det anvendes jo både som dativ og akkusativ,« nærmest vrisser Messerschmidt.

Herefter hengiver han sig i snirklede forklaringer om, at »særligt med de sidestillede akkusativer er der voksne mennesker, der behandler det danske sprog frygteligt«.

Fortidens mestre taler

Morten Messerschmidt er aldrig blevet mobbet, men han har altid skilt sig ud fra sine jævnaldrende. Det startede for alvor i 1992, der var et skelsættende år i den 11-12-årige Mortens liv. Da han som ganske ung fik to vidt forskellige, men for begges vedkommende altoverskyggende interesser.

Først og fremmest en glødende EU-modstand, der startede, da Morten Messerschmidt som blot 11-årig fulgte afstemningen om Danmarks deltagelse i Maastricht-traktaten. Således var det første forbillede i Morten Messerschmidts liv ingen ringere end SF’s Holger K. Nielsen.

»Du ved, Holger og konen sagde jo også nej til unionen. Men så blev konen skiftet ud, og det samme gjorde unionsmodstanden,« lyder det med et suk fra Messerschmidt, der nogle år senere skulle finde allierede i EU-modstanden i Pia Kjærsgaards nye parti, Dansk Folkeparti.

Den anden helt store interesse, som han også har den dag i dag, er klassisk musik og opera. Interessen startede, da hans musiklærer i 4. klasse introducerede klassen for Mozart. Fra da af åbnede der sig en helt ny verden for den 12-årige Morten Messerschmidt.

»Musikken er et tilflugtssted, hvor ingen kan nå mig,« forklarer han og taler sig efterhånden varm, mens han gennemgår de seneste århundreders største komponister.

»Det er efterhånden gået op for mig, at det er meget få mennesker, der forstår, hvilken dybde og hvilken forfinet kommunikationsform den klassiske musik i virkeligheden er. Klassisk musik er jo fortidens store mestre, der taler til os i et sprog, som er fuldstændig tidløst, og som ikke baserer sig på semantiske misforståelsesmuligheder, så at sige, men som er fuldstændig tænderskærende direkte i sin måde at hive fat i vores følelser på. Det, synes jeg, er fantastisk,« forklarer han og tilføjer, at hans fascination også gælder ballet.

»Dog finder jeg dansen forstyrrende.«

Det er dog ikke for at undgå at skue dansen, at Morten Messerschmidt ofte kan ses siddende med lukkede øjne, når han jævnligt tager til operaer eller for den sags skyld balletter.

»Næ, du ved, jeg sidder ofte og falder hen i analyse af musikken.«