Østrig vil indføre krav om, at danske rejsende skal i karantæne ved ankomst til landet.
Det erfarer tv-stationen ÖRF og andre medier.
De danskere, der rejser til Østrig, skal overholde strenge karantæneregler, skriver Kronen Zeitung.
Det betyder ti dages karantæne, registrering og en pcr-test ved indrejse.
Reglerne vil gælde fra fredag, skriver avisen.
Det er ikke officielt bekræftet af det østrigske sundhedsministerium. Ifølge Tiroler Tageszeitung skulle det blive meldt ud onsdag.
Tirsdag aften var der møde i sundhedsministeriet, hvor også Tyrol-regionens turismerepræsentant, Mario Gerber, deltog.
Han siger til ÖRF, at han ikke er tvivl om, at beslutningen er truffet.
Årsagen til de nye rejserestriktioner er udbredelsen af omikronvarianten i Danmark. Også Norge, Holland og Storbritannien bliver ramt af de nye karantæneregler, erfarer de tre medier.
De regler, der gælder for andre lande i den kategori, som Danmark nu kommer i, betyder, at man tidligst efter fem dage kan få lov at komme ud af karantænen, hvis man kan fremvise en negativ test.
Østrig indførte i november en streng nedlukning for at begrænse spredningen af coronasmitte.
Omkring to tredjedele af Østrigs befolkning er færdigvaccineret, og landet har dermed en af Europas laveste andele af vaccinerede.
Men fra 1. februar næste år vil Østrig som det første land i EU gøre vaccination mod coronavirus obligatorisk.
/ritzau/