Rundt om i EU-landene er tankegangen, at Danmark har gjort det svært for sig selv, hvis vi fremover fortsat skal være medlem af det europæiske politisamarbejde Europol.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forud for et uofficielt EU-topmøde i Bratislava, hvor han vil bringe emnet op.
- Udfordringen er, at andre tænker, at her har danskerne gjort det svært for sig selv. Det er min opgave - og det arbejder jeg også benhårdt på - at løse den udfordring. Alle partier på Christiansborg er enige om, at Danmark hører til i Europol.
- Derfor prøver jeg selvfølgelig alle steder, jeg kommer, at tilvejebringe en forståelse for, at selv om vi har stemt nej, vil vi gerne være med i Europol. Det kræver selvfølgelig nogle kommunikative evner, siger Lars Løkke Rasmussen.
Danmark står til at falde ud af Europol til foråret, hvis ikke det lykkes at forhandle en parallelaftale på plads.
Statsministeren forsikrer, at han på topmødet - som ved alle andre lejligheder - vil bringe Danmarks ønske om fortsat medlemskab af Europol op.
EU kæmper med en flygtningekrise, EU-skepsis, briternes farvel til EU og slunkne statskasser i Sydeuropa. Blandt andet derfor venter Danmark ikke den store opbakning til at få en aftale på plads, som vælgerne sagde nej til ved en folkeafstemning december sidste år.
Ved en høring i EU-Parlamentet mandag aften udtrykte EU's kommende sikkerhedskommissær, topdiplomaten Julian King, sin skepsis.
Han ser ikke lyst på Danmarks muligheder for fortsat at være med i Europol-samarbejdet, netop fordi danskerne selv har stemt nej til at erstatte EU-retsforbeholdet med en tilvalgsordning og selv har indført et retsforbehold.
Den udmelding giver Lars Løkke Rasmussen dog ikke meget for.
- Jeg er glad for, at den britiske kommissær er kommissær, og at kommissærerne i sidste ende er et kollegium, og at der er en formand for kommissionen, siger han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.