Dansk Folkeparti skal anbefale et ja, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal udskrive en ny folkeafstemning om fortsat dansk deltagelse i Europol-samarbejdet.
Det er budskabet fra statsministeren, der fredag deltager i et EU-topmøde i Bratislava for de 27 lande, der fortsætter i EU efter det britiske farvel.
- Hvis vi skal vinde en dansk folkeafstemning, så tror jeg, at vi skal have en større opbakning på Christiansborg, end vi så sidste år, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Derfor er realiteten nok lige nu og her, at enten lykkes det mig at aftale en løsning, eller også er dansk politi på vej ud af Europol, siger Lars Løkke Rasmussen.
Et flertal af danskerne stemte ved folkeafstemningen i december sidste år nej til at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.
- Der anbefalede både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti et nej, og det valgte befolkningen at lytte til. Det er vi nødt til at respektere, siger Lars Løkke Rasmussen.
Statsministeren presser derfor nu på i EU for at få en dansk parallelaftale, der kan sikre, at dansk politi alligevel bliver i Europol efter 1. maj næste år, hvor samarbejdet skifter karakter.
Lykkes det ikke at få en parallelaftale med EU, er en ny dansk folkeafstemning en mulighed for at sikre Danmarks plads i Europol.
Men Løkke mener, at "det ser meget, meget tungt ud med en ny folkeafstemning".
Det skyldes, at Dansk Folkeparti har koblet et ja i en folkeafstemning om Europol sammen med muligheden for at indføre permanent grænsekontrol til enhver tid.
- Det er en meget kompliceret melding, som desværre ikke matcher den, der bliver givet i december, hvor der blev sagt meget klart til danskerne, at man nærmest garanterede, at vi kunne blive i Europol, siger Lars Løkke Rasmussen.
- For enten fik vi en parallelaftale, og den kunne vi nærmest få med et fingerknips, eller også kunne vi bare lave en ny afstemning, siger han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.