Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at skrive det.

Det lød ordinært og lidt plat, da jeg først så det på min blok.

Men der er alligevel noget i Enrique Iglesias øjne, der råber på at komme med i historien.

Noget naivt og noget selvsikkert, et spil og en gnist.

Hvad kalder man det? Det der brune spanske blik, der er afventende og imødekommende og flirtende på samme tid. Om du er mand eller kvinde. Som det for eksempel sker på spørgsmålet om hans far, megastjernen og smørtenor numero uno, Julio Iglesias.

Har han hjulpet dig?

Så kigger Enrique Iglesias først ned, retter lidt på kasketten og lukker øjnene, som om han koncentreret varmer op til sit svar.

Sekunder efter fortæller hans blik så historien om forholdet mellem en far og en søn langt hurtigere og mere passioneret, end hans spansk-klingende engelske sprog kan nå at følge med.

Vi er på Hotel Phoenix i København, hvor Nyhedsavisen har sat den million-sælgende sanger Enrique Iglesias stævne i anledning af udgivelsen af albummet Insomniac . En samling musik, som Enrique Iglesias selv beskriver som »noget lort«.

Og også her fortæller kun øjnene, at manden er ironisk.

Lidt i hvert fald – Enrique Iglesias er nemlig ikke typen, der roser sig selv. Tværtimod. Kun hårdt presset indvilliger han i at kalde det for »latinpop, lidt rock og lidt andre genrer.«

Han føler sig godt tilpas, når han laver den slags musik. Mest fordi meget af det er enkelt og nemt at forstå, forklarer han.

Som for eksempel The Ping Pong Song , hvor lytteren lulles ind i en latino-trance af en evigt hoppende bordtennisbold, der sætter rytmen.

Alle hyklerne

Så vidt musikken. Tilbage til hans far.

For hvordan skaber man sig egentlig en karriere som musiker, når ens far allerede er Spaniens mest sælgende sanger?

Det har heller ikke været nemt, forklarer Enrique Iglesias. Men det har på ingen måde været et umuligt forhold.

»Mange tror, at vi er uvenner. Men vi taler sammen, og vi elsker hinanden,« forklarer han.

For eksempel har han fået hjælp af sin far gennem hele sin barndom:

»Han hjalp mig med alt det, der lå uden for musikken. Alle personerne. Hvem man kan stole på, hvem man skal afvise.«

Han husker især hyklerne:

»Jeg var altid backstage til min fars koncerter. Så hørte jeg folk komme op og rose ham, når det var færdigt. Men jeg havde set, at de bare havde drukket øl og intet havde hørt, mens han spillede. De var hyklere.«

Far er ikke fan

På trods af de gode erfaringer vælger Enrique Iglesias alligevel et sværd, når han skal beskrive forholdet til farmand.

»Det er et tveægget sværd. Det skaber opmærksomhed, men det fjerner troværdighed,« siger han og forklarer, at det var derfor, han i begyndelsen af sin karriere spillede under navnet Enrique Martinez.

»Jeg ville se, hvor meget jeg kunne selv.«

Det har siden vist sig at være ret meget, hvis man kigger på den 32-årige stjernes karriere og hans 40 millioner solgte album. Men i dag er succesen lukket land for Julio:

»Hvorfor skulle jeg spørge ham, hvad han synes? Skulle han sige, at jeg skal have mere guitar på? Mere vokal? Næ, min far skal ikke høre min musik.«

Men hvorfor ikke?

Og så igen, det brune lyn under den drengede kasket:

»Fordi han ikke køber min musik. Jeg skriver den ikke til ham.«