Noget kunne tyde på, at Lars Løkke Rasmussen (V) er ved at forberede sig til et kommende statsministerjob ned i mindste detalje. I hvert fald hvis man ser på hans pludselige indkøb af statsmands-habitter.
Ifølge Ekstra Bladet har finansminister Lars Løkke netop bestilt 10 skræddersyede habitter med tilhørende skjorter hos den velansete skrædder Zornig på Frederiksberg.
Lars Løkke dukker efter planen op klokken otte i morgen tidlig hos skrædderen, der har afsat en hel time til måltagning af den måske kommende statsminister. Han skulle efter sigende have bedt om at få leveret habitterne ekspres, hvilket vil sige efter et par dage.
Der har i længere tid været spekulationer om, hvorvidt statsminister Anders Fogh Rasmussen er på vej væk fra statsministerposten for i stedet at bestride en international toppost, muligvis i NATO.
Det kunne Løkkes habit-indkøb være et tegn på.