Lærer blev afpresset efter sex med elever
De seksuelle aktiviteter foregik bl.a. i skolens gymnastiksal. Foto: Colourbox
To drenge på jysk efterskole afpressede den lærer, som de havde haft sex med.

En lærer på en jysk efterskole skal i retten, fordi hun flere gange havde sex med to af sine elever.

Den 27-årige kvinde blev sidste vinter fritstillet fra Himmerlands Efterskole på grund af sit forhold til to drenge på 16 år, skriver dagbladet BT.

Og nu er Midt- og Vestjyllands Politi ved at forberede en straffesag mod læreren.

Det er dog tvivlsomt, om hun bliver idømt en frihedsstraf, fortæller en anklager til avisen.

De seksuelle forhold foregik både på elevernes værelser og i skolens gymnastiksal.

For drengene har sagen også fået et efterspil. De udnyttede nemlig situationen på en kriminel facon.

De krævede penge for at tie stille med affæren, og over for politiet har drengene senere erkendt sig skyldige i afpresning.

Læreren gik med til at betale hver af drengene 3.000 kroner. Det har de nu tilbagebetalt, og samtidig har de begge accepteret bøder på 1.500 kroner.

Efterskolens forstander er Lone Baadsgaard. Hun siger til B.T.:

- Sådan noget må selvfølgelig aldrig kunne foregå, for man har jo som lærer et kæmpe ansvar for de her elever.