Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen, anklager regeringen for at bryde med vækstplanens melding om lavere skatter til virksomhederne.
Det siger han i en kommentar til regeringens plan om at øge beskatningen af nogle af de virksomheder, der udvinder olie i Nordsøen:
- Det her er jo virkelig bizart. I tirsdags stod regeringen og sagde - ganske korrekt - at en lavere selskabsskat vil øge virksomheders lyst til at investere i Danmark, og Vestager lovede, at der ikke var planer om nye skatter til erhvervslivet.
- Nu, tre dage senere, øger den samme regering beskatningen af de virksomheder, der udvinder olie, som om det så er lige meget, om der investeres her. Det hænger slet ikke sammen.
Han understreger, at LA ikke er imod at elektrificere jernbanen, men pengene til det skal findes inden for den nuværende infrastrukturfond og gennem en privatisering af DSB - ikke gennem højere skatter på bestemte virksomheder, påpeger han.
De Konservatives transport- og finansordfører, Mike Legarth, kalder regeringens plan om en togfond god, men efterlyser klarhed over, hvem der får regningen.
- Det er positivt, at regeringen investerer i infrastruktur, og at Danmark i højere grad og langt mere effektivt bindes sammen, siger Legarth og tilføjer:
- Konservative har selv stået bag en bred aftale, der understøtter højere effektivitet, timeplan, bæredygtighed og investeringer i den kollektive trafik. Men vi mangler at få belyst, hvilke projekter der er fravalgt - og hvorfor.
Han vil have klarlagt, hvor præcist skatteindtægterne fra Nordsøen skal komme fra.
- Det må ikke ende med, at regningen sendes videre til danskerne i egenskab af højere energiafgifter, siger Legarth.
Regeringens nye planer indebærer øget beskatning af nogle af de virksomheder, der udvinder olie i Nordsøen. De skal efter regeringens planer samlet set levere yderligere 27,5 milliarder kroner til statskassen.
/ritzau/