En medarbejder i Slagelse Kommune brød sin tavshedspligt og delte lystigt ud af personfølsomme oplysninger i en togkupé.
Det skriver Sn.dk.
En af de omkringsiddende passagerer blev så træt af den højtråbende medarbejder, at vedkommende i første omgang skrev om episoden på Facebook og siden sendte en mail til kommunens borgmester Stén Knuth.
Den omtalte medarbejder har nu fået en kraftig reprimande af sin arbejdsplads.
Ingen straf for at bryde tavshedspligt
Episoden har fået Slagelse Kommune til at udsende en pressemeddelelse.
Uddannelsesdirektør Vini Lindhardt bekræfter over for Sn.dk, at en medarbejder i Slagelse Kommune under en samtale i toget har omtalt en personsag.
- Det er dybt beklageligt og i strid med både regler og god adfærd i kommunen, siger Vini Lindhardt til Sn.dk.
- Vi har indskærpet over for den pågældende medarbejder, at det er uacceptabelt. Vi har klare regler om behandling af personoplysninger, vi informerer nyansatte om reglerne, og vi vil benytte anledningen til at minde om reglerne for alle kommunens medarbejdere.
På Facebook har folk ifølge Sn.dk givet udtryk for, at den ansatte burde fyres for sit brud på tavshedspligten.