Gang på gang påstår danske toptrænere og klubledere, at Superligaens niveau er støt stigende, og at der lige rundt om hjørnet venter en ny guldalder for dansk klubfodbold. Optimismen bygger på F.C. Københavns indtog i Champions League i sidste sæson, OB s kvalifikation til UEFA Cup ens gruppespil i sidste sæson, og at AaB og FCK fik plads i UEFA Cup-puljerne i efteråret.
I mine øjne er der stadig et langt stykke vej til, at vi ser danske hold bide skeer med de store år efter år.
Ud af andedammen
Pengene er utvivlsomt blevet flere, og den almene interesse er generelt høj for Superligaen, hvilket er nødvendigt i bestræbelserne på at skabe grundlaget for international succes.
Kasper Hjulmand, har imidlertid en væsentlig pointe, når han beder folk om at kigge ud af andedammen. Lyngby-træneren medgiver, at niveauet i Danmark er højnet de seneste år. Men det er ikke nok. For i de lande, Danmark måler sig med, går det mindst lige så stærk – som regel stærkere.
Holdene fra både Norge og Sverige klarede sig bedre i de europæiske turneringer i denne sæson end de danske.
Der mangler stabilitet hos topholdene. Hvis et af topholdene brillerer den ene uge med flot, tempofyldt fodbold mod en konkurrent, er det slet ikke usandsynligt, at det ugen efter ser helt anderledes ud, og samme hold taber point til et bundhold. Bare se på FC Midtjylland, som vinder over OB, F.C. København og AaB, hvorefter ulvene spiller uafgjort mod Viborg!
Problemerne for topklubberne illustreres perfekt af OB s situation. Fynboerne har været sat af i kampen om de øverste pladser, men et fornuftigt forår, hvor det dog ikke er lykkedes at slå AaB, FCM eller FCK, kombineret med andre topholds fjumren rundt har sendt OB tilbage i medaljekampen.
Den dag Superligaen når et internationalt acceptabelt niveau, vil det ikke være muligt for et hold, som har spillet halvdelen af sine opgør uafgjort tre fjerdedele inde i sæsonen, at gøre sig gældene i medaljekampen.