Flere danskere bruger kunstig intelligens til at finde restauranter, udflugter og oplevelser, når ferien skal planlægges. Men oplysningerne bør altid dobbelttjekkes, advarer rejsearrangøren Sunweb.
AI kan på få sekunder lave en personlig rejseplan med forslag, der passer til både budget, interesser og destination. Ifølge Mastercards Travel Trend Report 2026 bruger rejsende især teknologien til at planlægge oplevelser, restaurantbesøg og ture på feriestedet.
Udviklingen kan også mærkes hos Sunweb.
- Vi oplever, at flere danskere gerne vil købe selve rammen for ferien, altså fly og hotel, hos en rejsearrangør, mens de i stigende grad eksperimenterer med AI til selv at planlægge udflugter og oplevelser, siger Jan Lockhart, nordisk chef i Sunweb.
AI kan finde på oplysninger
Problemet er, at AI ikke altid skelner mellem korrekte, forældede og opdigtede oplysninger. Australske myndigheder har derfor advaret rejsende mod at bruge AI ukritisk. Teknologien kan blandt andet foreslå steder, der ikke længere findes, vise forkerte åbningstider eller overse lokale regler og sikkerhedsforhold.
Det kan betyde spildte penge, ødelagte ferieplaner eller i værste fald, at den rejsende kommer til at overtræde lokale regler. Sunweb anbefaler derfor, at adresser, priser, åbningstider, adgangskrav og lokale love kontrolleres hos officielle myndigheder eller den virksomhed, man skal besøge.
Husk også at lægge telefonen væk
Selvom AI kan være et nyttigt værktøj, opfordrer rejsearrangøren samtidig danskerne til ikke at planlægge hvert eneste minut.
- Der er noget helt særligt ved at gå på opdagelse, fare lidt vild og ende et sted, man måske slet ikke havde forestillet sig. For mig er det rigtig ferie, siger Jan Lockhart.