Danmark får diplomatklø i nye WikiLeaks-afsløringer.
Fra Holland til Saudi Arabien ligger de ikke fingrene imellem, når det kommer til den danske håndtering af klimamødet i København.
Lars Løkke Rasmussen (V) med klimaminister Lykke Friis (V) ved sin side var "uduelige" og forsøgte at presse sidste sekunds beslutninger ned over hovedet på udviklingslandene.
Et dokument fra den amerikanske ambassade i Haag den 28. januar i år viser, hvordan den hollandske chefforhandler Sanne Kaasjager så på den danske håndtering.
"Kaasjager roste præsident Obamas fremtrædende rolle i at sikre aftalen, men kritiserede skarpt den uduelige danske præstation som formand for Cop 15," står der i de hemmelige dokumenter.
Det er især en manglende taktisk plan, der sætter den hollandske repræsentant i kog. Senere i dokumentet fortæller han, at fraværet af den taktiske plan gjorde, at EU-landene ikke kunne tilpasse sig i løbet af mødet.
Også længere syd på var de utilfredse med Løkke og co.
Den Saudi Arabiske chefforhandler, Dr. Mohammad Al-Sabban, fortalte den amerikanske ambassadør James B. Smith, at parterne må "lære af fejltagelserne i København".
"Al-Sabban sagde, at udviklingslandene mente, deres danske værter tvang dem til at træffe afgørelse om klimaaftalen stort set uden varsel," skriver ambassadøren tilbage til udenrigsministeriet den 12. februar.
Samtidig mente den saudiarabiske udsending også, at danskerne hev statsledere alt for tidligt ind i aftaleprocessen.
"Det lagde for stort et pres på forhandlingerne, når aftalen simpelthen ikke var der," står der efterfølgende.
WikiLeaks afslører dagligt nye diplomatiske dokumenter fra amerikanske ambassader i hele verden. Der er angiveligt også beskrivelser af dansk indenrigspolitik på vej. Her gengiver den tidligere ambassadør James Cain efter pålydende sit ærlige indtryk af danske politikere.