Selvom Danmarks Lærerforening få dage før de afsluttende forhandlinger om lærernes arbejdstidsregler foreslår, at forhandlingerne skal udskydes, afviser Kommunernes Landsforening (KL) pure det forslag.
- Det vil jeg sige nej til. Det kan man ikke, siger chefforhandler hos KL, Michael Ziegler, til Ritzau.
Forslaget for Danmarks Lærerforening kommer efter, at Bupl og Kommunernes Landsforening har aftalt, at forhandlingerne om skolepædagogernes arbejdstid udskydes til efter folkeskolereformen er vedtaget.
Men det bliver der ikke tale om for lærernes vedkommende. Skolelærernes arbejdstidsregler og folkeskolereformen hænger nemlig ikke nødvendigvis sammen, mener Michael Ziegler.
- Afskaffelsen af lærernes arbejdstidsregler er en forudsætning for, at man kan realisere regeringens folkeskolereformudspil, men forudsætningen går ikke den anden vej, siger Michael Ziegler og fortsætter:
- KL ville have stillet kravet om at komme af med lærernes arbejdstidsregler uanset om der var et folkeskolereformudspil eller ej. Og vi gjorde os de tanker, før den nuværende regering kom til, siger han.
Tirsdag mødes KL og Danmarks Lærerforening til det afsluttende maratonmøde omkring arbejdstiden.
/ritzau/