Mette Abildgaard kan glæde sig over en helt ny titel.
Den 29-årige politiker blev mandag mor til en lille pige. Det fortæller hun selv i et opslag på Facebook.
Lille Esther Marie kom faktisk til verden på den konservative politikers første officielle barselsdag.
"Vandet gik faktisk mindre end 48 timer efter, at jeg gik af Folketingets talerstol - hvor jeg netop havde joket med, at jeg beklagede, hvis vandet gik og jeg ødelagde det nye gulvtæppe i salen," skriver Mette Abildgaard i sit opslag.
Hun bruger også lejligheden til at takke de ansatte på Hvidovre Hospital.
"Sikke en god oplevelse de gav os!" lyder det fra Mette Abildgaard, der også skriver, at hendes mand, journalisten Jens Jacob Juulsager, var en fantastisk støtte under fødslen.
Mette Abildgaard blev medlem af Folketinget i 2015, og ifølge Ekstra Bladet har hun planer om at holde en relativ kort barsel. Suppleant for Mette Abildgaard er Allerøds tidligere borgmester, Erik Lund.