Forretningsmanden Martin Malm, der på skjult kamera i TV2-dokumentaren "Den sorte svane" fortalte om, hvordan han har snydt staten for moms og skat, er tiltalt for hvidvask af mere end 17 millioner kroner og seks tilfælde af grov momssvig for mere end seks millioner kroner.
Det kan flere medier – herunder SE&HØR nu afsløre – efter retten i Glostrup mandag valgte at ophæve det navneforbud, som blev nedlagt ved et retsmøde tilbage i september 2024.
Navneforbuddet blev ophævet efter anmodning fra ugebladet, som ved mandagens retsmøde fik opbakning fra både TV 2, Fagbladet 3F og Ritzau. Under retsmødet gjorde forsvarsadvokat Anders Boelskifte det klart, at hans klient nægter sig skyldig. Advokaten argumenterede for, at navneforbuddet skulle fastholdes, og han valgte samtidig at kære rettens afgørelse til Østre Landsret.
Det afviste dommer Christina Breinstrup, der i sin kendelse lagde vægt på, at sagen har væsentlig offentlig interesse. Hun pegede blandt andet på, at der nu er rejst tiltale, at sagen er berammet, samt på sagens karakter, grovhed og samfundsmæssige betydning.
Ifølge SE&HØR er Martin Malm tiltalt for seks tilfælde af momssvig af særligt grov karakter for et samlet beløb på 6.163.078 kroner, og hvidvask af mindst 17.333.105 kroner. Begge tilfælde har en strafferamme på op til otte års fængsel. Det fremgår dog ikke af anklageskriftet, hvor længe anklagemyndigheden ønsker ham fængslet.
Martin Malm er en af de personer, som medvirker uden at vide det i dokumentaren, hvor der foretages skjulte optagelser i kontoret tilhørende muldvarpen Amira Smajic.
For nylig blev en anden figur fra sagen tiltalt, nemlig advokaten Nicolai Dyhr. Dyhr er anklaget for i forbindelse med sit virke som kurator – blandt andet i et af Martin Malms selskaber – at have afgivet en urigtig erklæring og for at have misbrugt sin stilling.
Også Nicolai Dyhr nægter sig skyldig.