- Vi er startet op stille og roligt og giver den gas med det, vi har, uden at hive det store skyts frem.
Sådan siger kendiskokken Thomas Rode Andersen til FødevareWatch.
Han og de øvrige stiftere har ryddet op i konkursboet og genbruger nu dele fra Rigtigmad.dk til at lancere en version af Rigtigmad.dk, som bliver med et mindre sortiment.
Rigtigmad.dk blev stiftet i 2017, men blev i af januar i år begæret konkurs af Thomas Rode Andersen og hans partnere.
- Desværre må vi konstatere, at virksomheden - alle bestræbelser og tiltag til trods - ikke har kunnet generere et overskud, som kan forsvare en fortsat drift, lød det i forbindelse med konkursen.
Nu siger Thomas Rode Andersen til FødevareWatch, at planen er at at skabe en forretning, der kan tiltrække investeringer for at komme op i højere gear.
- Og det tror vi på, på sigt. Vi er meget fokuserede på at holde fast i kvaliteten for at ramme et mindre men mere købedygtigt og ikke mindst købelystent publikum, siger Thomas Rode Andersen ifølge mediet.
Thomas Rode Andersen var i perioden 1996-2014 køkkenchef og direktør for restauranten Kong Hans Kælder i København. Han har desuden skrevet bøgerne "Stenalderkost" og "Palæo" og er et kendt navn fra adskillige tv-programmer.