Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gør i øjeblikket en ihærdig indsats for ikke at blive taget alvorligt.

For det første kryber han uden om en åben diskussion med Socialdemokraternes leder. Måske tåler regeringens politik på velfærdsområdet ikke at møde andre synspunkter?

For det andet har han minutiøst undgået interviews og debat om den danske deltagelse i den amerikansk-ledede Irak-krig. Måske tåler det ikke en åben erkendelse, at regeringen blev en del af et spil om fordrejede efterretningsoplysninger om masseødelæggelsesvåben, der ikke fandtes?

For det tredje forsøger han at imødegå indholdet i dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’ med et frontalangreb på DR s troværdighed. Måske skal det dække over, at han også på dette punkt kryber uden om en åben drøftelse af de rejste politiske spørgsmål?

I hvert fald bevæger Anders Fogh Rasmussen sig ud i en indlysende selvmodsigelse. Han hylder det ene øjeblik ytringsfriheden i forbindelse med sagen om Muhammed-tegningerne. Det næste øjeblik forsøger han at misbruge sin position som pressens minister til at tryne journalisterne på DR.

Det står selvfølgelig statsministeren frit for at have en holdning til udsendelser i DR-TV. Men det står ham til gengæld også frit for at indbringe forhold, som han finder kritisable, for pressenævnet. I stedet vælger han en fremgangsmåde, som både politiske modstandere og eksperter i journalistik og medievidenskab finder helt uantagelige.

Statsministeren har i virkeligheden kun én udvej: Han må trække sit udfald mod DR tilbage. I modsat fald står det klokkeklart, at han i realiteten er gået til angreb på den danske presses uafhængighed af regeringsmagten.