Dansk Folkepartis melding om, at dagpengeperioden måske alligevel ikke skal forkortes, har fået Det Konservative Folkeparti op af stolen.
I en pressemeddelelse retter partiet under overskriften "K kræver klart svar fra Dansk Folkeparti" et mindre mistillidsvotum mod sit støtteparti, og politisk ordfører Carina Christensen uddyber gerne kritikken.
"Det er en overraskende melding, Kristian Thulesen Dahl kommer med, at de nu pludselig ikke længere er sikre på, om de vil stå ved den aftale, vi har lavet på dagpengeområdet. Og derfor vil vi gerne høre, om de vil stå ved de aftaler, vi har indgået med dem," siger hun til Newspaq.
DF's finansordfører Kristian Thulesen Dahl har i dag luftet tanken om, at man måske alligevel ikke skal forkorte dagpengeperioden til to år gældende fra sommeren 2112, hvis der alligevel ikke er jobs af finde for de arbejdsløse. Men det vil få hele regeringens økonomiske reformpakke til at mangle finansiering.
Sidenhen har Thulesen-Dahl været ude at sige, at partiet ikke er ved at løbe fra nogen aftale. Men den udtalelse giver Carina Christensen ikke det store for.
"Jeg synes, jeg har fået et lidt uldent svar, og jeg håber da, at der kommer et klart svar om, at de vil stå ved de aftaler, de har indgået," slår De Konservatives politiske ordfører fast.