Et overfladisk jordskælv med en styrke på 7,2 har ramt ud for kysten i Fiji omkring middag onsdag lokal tid. Det oplyser USA's Geologiske Overvågning (USGC), skriver nyhedsbureauet AFP.
Skælvet ramte i en dybde af 15 kilometer omkring 280 kilometer fra Fijis hovedstad Suva. Det medførte i første omgang et lokalt tsunamivarsel. Varslet blev dog trukket tilbage en time efter.
- Farlige tsunami-bølger fra jordskælvet er en mulighed inden for 300 kilometer af epicentret langs kysten i Fiji, oplyste Center for Tsunamivarsel i Stillehavet ifølge Reuters.
Australiens Geologiske Institut var mere moderate. Instituttet mente ikke, at der var risiko for skade inden for en radius af 110 kilometer fra epicentret - langt fra det nærmeste land.
Jordskælvet medførte panik, og der er køer af biler i byerne, der er på vej mod "højtliggende områder," skriver Corrine Ambler, der arbejder for Røde Kors i området, på Twitter.
/ritzau/