For nogle måneder siden blev integrationsydelsen ændret, så flere borgere kom på integrationsydelse. Der er ikke meget at rutte med økonomisk, når man er på integrationsydelse.
En af dem, som ikke har så mange penge at gøre godt med, er Mina Khoja. Efter husleje har hun 2500 kroner til sig selv, hendes mand og deres fire børn.
- De penge skal dække mad, transport, gaver og tøj. Det er meget svært at få til at hænge sammen, siger hun til DR Syd.
Mina Khojas situation ligner meget andres situation. For efter faste udgifter har borgere, der er på integrationsydelser mellem 1500 og 2000 kroner om måneden, mener fagchef for arbejdsmarked i Tønder Kommune, Anne-Mette Dalgaard.
Regeringen har med ændringerne lagt op til at flygtninge skal finde et arbejde, så de ikke skal være på integrationsydelse. Men så let er det ikke, mener Mina Khoja.
- Jeg håber, at jeg finder et job. Jeg har lyst til at finde et job, men det er meget svært, siger hun til DR Syd.
I de otte kommuner i Syd- og Sønderjylland er der i alt mere end 2500 borgere, som er på integrationsydelse. Integrationsydelsen er lavere end kontanthjælpssatsen.
Mina Khoja understreger dog, at hun er glad for den hjælp hun får.
- Både kommunen og Røde Kors hjælper os, og det er vi meget taknemmelige for, siger hun.