Ofte glemmer man sejrene, når en politisk leder ender med at træde tilbage under stor tumult – man nøjes med at hæfte sig ved de sidste nederlag og glemmer de mange triumfer. Marianne Jelved var gennem det meste af sin tid som partileder en fremragende strateg for De Radikale.

Da hun formelt overtog styringen af sit parti for næsten to årtier siden, havde De Radikale blot opbakning fra 114.888 vælgere – ved det seneste valg fik partiet med Jelved i spidsen 308.212 stemmer. Ingen anden partileder har oplevet en lignende succes.

Lad mig nævne tre af Jelveds største sejre.

For det første: Umiddelbart efter partiets udtræden af KVR-regeringen i 1990 indledte hun den proces, der førte De Radikale ind i et tæt samarbejde med Socialdemokratiet. Jelved etablerede omgående en tæt alliance til Poul Nyrup Rasmussen, og hun indtog en central rolle i hans beslutning om at gå efter magten i Socialdemokratiet.

Derved etablerede Jelved en unik position, da SR-regeringen blev dannet i 1993. En position, som gav De Radikale en meget, meget større politisk indflydelse, end antallet af stemmer nødvendiggjorde.

For det andet: Som økonomiminister udgjorde Jelved – sammen med Nyrup og Lykketoft – den trojka, der gennemførte en stribe succesrige tiltag: Ledigheden faldt med 200.000, betalingsbalancen kom under kontrol, renten forblev lav, inflationen kom ned på et historisk lavt niveau, ungdomsledigheden forsvandt, og væksten forblev høj.

For det tredje: Op til folketingsvalget i 2005 placerede Jelved sit parti i den helt rigtige position – som den humanistiske og dog dristige stemme – og skabte derved grundlaget for et historisk flot valg, der næsten fordoblede vælgeropbakningen, og som var tæt på at bryde blokpolitikken.

Men politik er ubarmhjertig – for selv samme Jelved, der for halvandet års tid siden kunne gå på vandet, endte nu med at falde efter nogle måneder, hvor alle pludselig var enige om, at hun var noget nær en politisk tosse.

Jelved var selvsagt ikke uden skyld i sit eget fald – hun forstod aldrig rigtig dybden af udlændingedebatten, hendes afsky for Fogh slørede hendes politiske dømmekraft, og hun formåede til sidst slet ikke at inddrage stærke kort som især Naser Khader.

Jelved burde selvfølgelig være trådt tilbage for et halvt eller et helt år siden, men hun ender alligevel med at gøre sit parti en tjeneste med sin fredelige exit. Den nye leder, Margrethe Vestager, får nu sommeren til at få styr på sit politiske projekt – og det vigtigste bliver at træde ud af sin mentors skygge og vise, at hun er sin egen.