Cykeleksperter har hæftet sig ved, at 2. etape af årets Giro d'Italia kan blive et sandt helvede, hvis det blæser op fra vest, når rytterne kører godt 35 kilometer langs Vesterhavets bølger.
En af favoritterne, den tidligere løbsvinder Damiano Cunego ved præcis, hvor farlig vind langs kysten kan være. Han prøvede det for to år siden, da Giroen startede i Holland.
- Da jeg bladrede i løbsprogrammet for Giroen i Danmark, kom jeg straks til at tænke på de hollandske etaper i 2010. 2. etape vil blive meget krævende, og det bliver altafgørende, at man har sine holdkammeraters støtte.
- Ja, der kan opstå store huller i feltet, når vi kører i vinden. Vi vil være totalt fokuserede på udviklingen under den etape, siger Damiano Cunego til Ritzau.
Dengang i 2010 på 3. etape fra Amsterdam til Middelburg blev han fanget bag et styrt og måtte slås for at mindske tidstabet på en meget kaotisk etape, der blev vundet af Wouter Weylandt, belgieren som døde sidste år - også på 3. etape - af Giroen.
Den forsvarende Giro-vinder Michele Scarponi, som er holdkammerat med Cunego, har ligeledes stor respekt for søndagens etape fra Herning til Herning.
- På denne dag vil der være ryttere, som kan tabe spillet om den lyserøde trøje, hvis de bliver fanget i vindens fælde.
- Jeg kan ikke vide, om etapen bliver afgørende for løbet, men det er indlysende, at den kan blive farlig, hvis man bliver overrasket over vinden, siger Michele Scarponi.