Hele verdens øjne er disse timer vendt mod en lille grænseovergang ved Rosh Hanikra mellem Libanon og Israel.
Her foregår en omfattende fangeudveksling mellem de to lande, som International Røde Kors skal gennemføre, fordi de to lande ikke stoler på hinanden.
Israel frigiver fem Hizbollah-fanger - blandt andet Samir Kuntar, der har siddet fængslet i israelsk fængsel siden 1979 for drabet på fire israelere herunder en fire-årig pige. Udover over de fem fanger udleverer Israel også de jordiske rester af 199 libanesiske og palæstinensiske krigere.
Til gengæld skal Hizbollah løslade to israelske soldater, der blev taget til fange i 2006. Det var inden fangeudvekslingen ukendt, om de to soldater, Eldad Regev og Ehud Goldwassers er i live eller døde.
Hjem i kister
Men det stod hurtigt klart, at de pårørende ikke får deres familiemedlemmer hjem i live, for udvekslingen begyndte med, at Hizbollah sendte to sorte kister over grænsen, som efter alt sandsynlighed indeholder liget af de to soldater.
Når israelerne har fastslået, at der er tale om liget af de to soldater, vil de fem Hizbollah-fanger og ligene af de 199 krigere fra Libanon og Palæstina blevet overdraget til de libanesiske myndigheder.
Mens tårene triller ned af kinderne på de efterladte til de to israelske soldater, bliver udvekslingen fejret med en national helligdag i Libanon, og det ventes, at Libanon og de palæstinensiske områder på Vestbredden og i Gaza bliver omdannet til en stor folkefest, når de fem fanger kommer hjem til en heltemodtagelse.
Tilfangetagelsen af de to israelske soldater i sommeren 2006 blev startskuddet til lynkrigen mellem Israel og Hizbollah. Krigen varede i 34 dage. Hizbollah har forlængst udråbt dagens udveksling som beviset på den endelige sejr over Israel.