Hvad skal man mene om Samir Kantar?
I Israel er han en ond barnemorder, der i 1979 slog en mand og hans datter ihjel under et angreb. En bestialsk type, af den slags, der bør holdes bag tremmer og glemmes, siger Israel.
Og i Libanon blev han i dag fejret som en frihedshelt, en statsmand blandt de allerstørste.
For Samir Kantar er for første gang i 28 år en fri mand.
Frigivet i en byttehandel tidligere på dagen mellem Israel og Libanon, hvor Israel satte fem fanger fri mod at få udleveret ligene af Ehud Goldwasser og Eldad Regev, som Hizbollah tog til fange i juli 2006.
Tilfangetagelsen af de to soldater blev senere startskuddet til den 34 dage lange krig for de to lande.
Israels præsident, Shimon Peres, beklager, at det er nødvendigt at udveksle fangerne.
- Det er ikke en lykkelig dag for nogen af os at frigive mordere som disse. Men vi har en moralsk - og åndelig - forpligtigelse til at bringe vores soldater hjem, sagde han tidligere på ugen.