Danske Facebook-brugere vælger i stigende grad at støtte sider som "Børnefrit miljø" og "Børn ud af togkupeer".
Og den stigende uvilje mod forstyrrende børn afspejler sig samtidig i efterspørgslen efter hoteller, restauranter og rejseselskaber, der tilbyder børnefrie oplevelser.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
F.eks. har rejseselskabet Star Tours de seneste fem år fået dobbelt så mange henvendelser om børnefrie rejser.
Vi er blevet mere egoistiske lyder det i foreningen Forældre og Fødsel:
"Der er desværre tale om en generel tendens til manglende tålmodighed over for småbørn, og den breder sig. Det lader sommetider til, at vi i dagens samfund har så travlt med os selv, at børn ikke er velkomne. Børn er blevet en ting, som ikke skal ses og ikke skal høres," siger formand Maria Lisette Jacobsen til Kristeligt Dagblad.
På hotellet Strandgaarden Badehotel på Læsø har man taget skridtet fuldt ud og besluttet, at børn under seks år ikke må spise i aftenrestauranten. Mange gæster har nemlig følt sig generede af børn, der larmer.
"Min gæster kommer for at hygge sig, og hvis der render børn rundt mellem bordene, ødelægger det oplevelsen. Forbuddet er både for forældrenes, børnenes og de øvrige gæster skyld. Der er masser af restauranter på børns vilkår, her er det de voksnes," siger hoteldirektør Ole Lind til Kristeligt Dagblad.
"